Sejt nok:

Landets yngste kørelærer overtager Launy’s Køreskole

Mads Snitgaard er blot 23 år, men står nu med nøglerne til sin helt egen køreskole. På sigt skal han formentlig også overtage sin fars køreskole i Esbjerg

Af
Rune Weitling

Der er måske nok nogle, som ville blive en smule intimideret over udsigterne til at drive køreskole som blot 23-årig. Og navnlig, når det er en af byens ældste, man overtager.

Men sådan har 23-årige Mads Snitgaard det ikke, når han nu får nøglerne til en af Esbjergs ældste køreskoler, Launy's Køreskole i Nørregade, for at overtage styringen efter Launy Lassen, der har valgt at trappe ned efter mange år i branchen.

"Det er selvfølgelig et stort ansvar, men det har jeg det helt fint med," siger Mads Snitgaard, da Lokalavisen Esbjerg fanger ham over telefonen.

Landets formentlig yngste kørelærer er nemlig ikke i Esbjerg, men på kursus i Kolding, hvor han er ved at læse til kørelærer til motorcykel. Så sent som i juni måned bestod Mads Snitgaard sin kørelærereksamen efter de nyeste regler, men nu er han så i færd med den to-hjulede, som han naturligvis selv har kørekort til. Ligesom han har det til taxa, personbil og lastbil med hænger.

Skal overtage Down Town

Mads Snitgaard har - sin unge alder til trods - også aftjent værnepligten i Den Kongelige Livgarde og uddannet sig til tømrer, men det trafikale blod har alle dage brust i ham.

"Det hænger nok sammen med, at mine forældre har drevet køreskole i mange år. Og så har jeg bare altid haft interessen," siger Mads Snitgaard, der til sin eksamen i juni blandt andet fik ros for sine evner til at overføre det teoretiske stof ud i trafikken på en god og levende måde, hvor teori og praktik går op i en større enhed.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at føre Launy's Køreskole videre. Jeg skal formentlig overtage min fars køreskole, Down Town, på et tidspunkt, og så er det jo uvurderlig erfaring, som jeg kan få ved allerede nu at drive min egen køreskole," siger Mads Snitgaard, der til at hjælpe sig på køreskolenhar kørelærer Jesper Kirkeby, som blandt andet har en fortid som busmekaniker hos Arriva.

Publiceret 05 October 2016 12:00