Simon Kristiansen spiller sin kamp nummer 100 for SønderjyskE mod BSV. Foto: Jens Christiansen, JCfoto.dk

Simon Kristiansen spiller sin kamp nummer 100 for SønderjyskE mod BSV. Foto: Jens Christiansen, JCfoto.dk

Simon K. runder 100 kampe:

SønderjyskE var et skridt op

Simon Kristiansen runder 100 kampe for SønderjyskE, men vinker snart farvel til Sønderjylland

Af
Mikkel Hansen

Inden kampen mod Mors-Thy bliver fløjtet i gang bliver SønderjyskE's Simon Kristiansen hædret. Han spiller nemlig sin kamp nummer 100 for klubben.
"Jeg har i hvert fald ikke været klubluder. Jeg har kun været i får klubber, men jeg har været længe hvert sted," fortæller den stolte jubilar og fortsætter:
"For mig er det ikke negativt at være det samme sted i lang tid, så længe jeg kan finde nye udfordringer og blive bedre. Selvom der har været op- og nedture for både mig og holdet, så har SønderjyskE været det rigtige valg for mig."
Simon Kristiansen kom til SønderjyskE fra BSV i sommeren 2013.
"Jeg var parat til at tage et skridt op og stigen. Jeg ved godt, at nogle vil sige, at det er et skridt ned fra BSV til SønderjyskE, men jeg gik fra at være en periferi-spiller til en hovedrolle med ansvar. I SønderjyskE har jeg udviklet mig som leder og som mennesker både på og uden for banen."

Flytter til Kolding

Simon Kristiansen har nu boet flere år i Sønderjylland.
"Jeg kan da godt komme til at sige mojn i Brugsen, men til foråret flytter vi fra Sønderjylland. Vi har lejet hus i Kolding. Vi har haft en aftale om, at min kone flytter med mig uanset hvor jeg spiller, men når vores dreng skal i skole, skal vi bo i Kolding. Det er vigtigt for os, at han ikke skal bo og gå i skole for mange steder," siger Simon Kristiansen og fortsætter:
"Vi har været glade for at bo her i Gråsten, og det har været dejligt at mærke den store lokale opbakning."
Du flytter ikke på grund af nabostridigheder?
"Nej, men der har da været lidt problemer med naboen. Han mener ikke, at jeg holder havnen godt nok, men jeg er jo ikke en ny Søren Ryge som ham," griner Simon Kristiansen, der er nabo til SønderjyskE's målmand Anders Petersen.
Simon Kristiansen har siddet ude i flere kampe efter en hjernerystelse.
"Det går godt nu. Jeg har stadig spændinger i nakken og ondt dagen efter en kamp, men det burde ikke hæmme mit spil."

Interesse fra klubber

Simon Kristiansen er en af flere spillere, der har kontraktudløb til sommer.
"Indtil videre tager jeg det som jeg kommer. En forlængelse med SønderjyskE afhænger af om begge parter synes, det vil være superfedt at fortsætte. Der har også været følere fra andre klubber, og nu afventer jeg et udspil fra klubben, men det er stadig tidligt på sæsonen," siger backen, der nu har fokus rettet mod jubilæumskampen, hvor modstanderen er Mors-Thy Håndbold.
"Jeg synes egentlig vores præstationer har været ok, men vi har bare mødt et par gode hold. Ligaplacering er ikke et retvisende udtryk for vores spil indtil videre. Mors-Thy har fået et godt hold tømret sammen, men hvis vi kan holde niveauet fra BSV-kampen, så kan vi godt hive en sejr hjem."


Publiceret 05 October 2016 10:00