Den lokale vinbonde Kim Madsen er så begejstret, at han kysser de søde druer. Foto: Lars Saugbjerg

Den lokale vinbonde Kim Madsen er så begejstret, at han kysser de søde druer. Foto: Lars Saugbjerg

Vinbonde:

Vejret har flasket sig

Der er udsigt til rekordhøst. Mængden er stor og kvaliteten er bedre

Af
Lars Saugbjerg

Vinbonden Kim Madsen fra Fredericia er en glad mand.
“Det bliver en fantastisk høst, uden sidestykke.”
Han er halvvejs med høsten på de to vingårde på Skærbækvej og Sdr. Vilstrupvej, der rummer omkring 9.000 stokke.
“Hvis vi ville, kunne vi høste alt her i begyndelsen af oktober, men vi lader druerne hænge lidt længere, så de får endnu mere naturlig sødme,” lyder det fra Kim Madsen, der sidste år først høstede de sidste druer 2. november.
“Selvom vi kun har høstet halvdelen, har vi allerede en større mængde end sidste år - og kvaliteten er væsentligt bedre.”
Forrige år, altså 2014, var et rigtig godt år for den lokale vinavler.
“Men i år bliver bedre, og det er sensommerens skyld. Vi har haft sommer i september, hvilket har givet os vanvittig gode druer,” siger Kim Madsen.

God ’vin-stil’

Vinbonden, der efterhånden har 12 års erfaring, forventer at producere omkring 10.000 flasker.
“Vi har fået seks nye tanke, udvidet kapaciteten og maskinparken. Jeg synes, at vi har godt styr på de forskellige processer, og vi har fundet en 'vin-stil', der passer til klimaet og de vindruer, vi har på markerne.”
Med hensyn til klimaet er det et atypisk år. Danmark har haft en lang bedre sensommer end for eksempel Frankrig.
“Nogle steder har haglvejr ødelagt store dele af høsten. Herhjemme er det kun fuglene, som har været efter os. De har vel taget fem rækker, hvilket svarer til et par hundrede flasker. Det er billigt sluppet.”
Druerne er søde, og alkoholprocenten bliver høj.
“Vores hvidvin havner på 13,8 procent. Det er meget for en dansk vin. Vores rødvin lander formentlig på 12-13 procent,”
Årgang 2016 bliver altså et godt vinår i Danmark. Måske fører Kim Madsens produktion til hæder og et godt salg de kommende år. I øvrigt begynder indtægterne fra diverse vinarrangementer også at skæppe i kassen.
“Antallet af besøgende er stigende. Målet var 1.000 om året, og det har vi faktisk nu. Jeg vil meget gerne have endnu flere, for det er jo den måde, jeg bedst kan introducere 'konservative' vindrikkere for det danske produkt.”

Travl tid

Om få dage er alle druer høstet på Kim Madsens vinmarker.
“Det er en travl tid på året. Fra tidlig morgen til sen aften. Når alt er høstet, og alle tanke er lukket, så tager jeg mig altså en fridag. Et velfortjent hvil på 24 timer,” smiler han.

Publiceret 05 October 2016 06:00