DEBAT:

En håndsrækning til erhvervsliv og borgere

I Konservative Skanderborg har vi som målsætning at gøre Danmarks bedste kommune  - Skanderborg Kommune - endnu bedre. Dette gør vi ved konstant at arbejde for de bedste vilkår for borgere og virksomheder i hele kommunen. Derfor har vi ved det netop indgåede budget for 2017 været med til at sikre en stærkt tiltrængt håndsrækning til afkortning af sagsbehandlingstiderne i forbindelse med byggeri.
Som følge af tilflytning af nye borgere og virksomheder har planafdelingen og byggesagsafdelingen været endog meget pressede, hvilket har resulteret i alt for lange sagsbehandlingstider. Det er utilfredsstillende for borgere og erhvervsliv, der har måttet vente i månedsvis - nogle endda op mod trekvart år - på at få byggetilladelser på plads. Derfor glæder vi os over, at det med det nye budget er lykkedes at få afsat 1 million kroner ekstra, der skal hjælpe til at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Skal Skanderborg fortsat være i top, må lange sagsbehandlingstider ikke være en hæmsko.
Konservative Skanderborg medvirker aktivt til, at Skanderborg Kommune både har udviklet sig til en af de mest erhvervsvenlige i Danmark og til en af de mest attraktive at arbejde, bygge og bo i. Herom vidner de mange tilflyttere, den rekordlave arbejdsløshed og DI's undersøgelser over erhvervsvenlighed, der konstant placerer kommunen i top - for blot at nævne nogle få. Vi er stolte af de fine resultater og fortsætter arbejdet til gavn for alle - for borgere og erhvervsliv. 

Publiceret 21 October 2016 13:00