Jakob Grumsen har indrettet sit og kærestens soveværelse til hjemmekontor, hvor Fitness friend udvikles. Foto: Jonas Wrede Hansen

Jakob Grumsen har indrettet sit og kærestens soveværelse til hjemmekontor, hvor Fitness friend udvikles. Foto: Jonas Wrede Hansen

Iværksætter:

Jakob er klar til at indtage USA med fitness-app

25-årig IT-studerende fra Esbjerg har brugt det sidste halve år på ny app

Af
Jonas Hansen

Jonas Wrede Hansen

2017 bliver året, hvor 25-årig Jakob Grumsen fra Esbjerg håber at få en drøm opfyldt. Her vil han nemlig markedsføre sin fitness-app, Fitness Friend, i både USA og Storbritannien .
“Målet er at slå igennem i USA og at kunne leve af at lave apps,” lyder det fra den stordrømmende app-udvikler.
Selvom målet måske kan lyde en anelse optimistisk, så er Jakob Grumsen allerede godt på vej. I slutningen af august lancerede han Fitness Friend i app-store i Danmark, og siden da er den blev hentet og brugt i stor stil.
“Jeg har nok mellem fem og 20 downloads om dagen,” fortæller han.
Det er dog langt fra det tal, som han håber på, at app'en vil klare sig med i det store amerikanske og brittiske marked.
“Der skal jo være mange flere downloads om dagen, hvis man skal leve af det. Men Fitness Friend er bare den første af apps, som jeg vil udvikle,” fortæller Jakob Grumsen, der til daglig er IT-studerende ude på Erhvervsakademi SydVest.

App’en er din fitness-ven

Helt kort fortalt skal brugerne se app'en Fitness Friend som deres træningsmakker i det lokale fitnesscenter.
“Der er mange, som savner et redskab, hvor de kan følge deres udvikling. Især nybegyndere i et fitnesscenter går hurtigt døde, hvis de ikke kan se resultater,” fortæller Jakob Grumsen
Fitness Friend foregår på den måde, at man i app'en kan se en række forskellige øvelser, der er beskrevet med både tekst og billeder. De øvelser kan sammensættes til træningsprogrammer med mulighed for at skrive ind, hvor meget vægt, man kan løfte i de forskellige øvelser, og hvor mange gentagelser, men kan klare.
Det er så meningen, at man tager sin mobil med i træningscentret og bruger den som sin makker til at forstå øvelserne og se sin fremgang.

Reklamefilm i januar

Jakob Grumsen er selv glad for at træne og har fået idéen til app'en fra sine mange timer i fitnesscentret:
“Jeg træner nok fem til seks gange om ugen. Jeg har det sådan, at hvis man skal have succes med noget, så skal det være noget man kan lide. Både fitness og det at udvikle apps er mine hobbyer,” smiler han.
For nylig fik Jakob Grumsen filmet en reklamefilm, som skal bruges i markedsføringen af app'en i USA og Storbritannien.
“Fra januar starter jeg med at markedsføre app'en. Danmark har bare været et prøvemarked. Den er slet ikke blevet markedsført herhjemme,” fortæller den 25-årige IT-studerende.

Publiceret 16 December 2016 12:00