Line, Charlotte og Mette har valgt læreruddannelsen, fordi de gerne vil gøre en forskel for mennesker.

Line, Charlotte og Mette har valgt læreruddannelsen, fordi de gerne vil gøre en forskel for mennesker.

Dobbelt op på lærerdrømme

Interessen for at starte på UC SYD’s læreruddannelse i januar er overvældende. 95 er allerede optaget, og flere kan nå at komme til.  
44 studerende begyndte på UC SYD’s læreruddannelse, da man for første gang indførte studiestart i januar 2016. I januar 2017 bliver tallet væsentligt højere. 95 er allerede optaget på lærerstudiet, og uddannelsen modtager fortsat ansøgninger. 
"Vi havde forventet en stor interesse, men at optage over dobbelt så mange som sidst, det er alligevel en overraskelse," fortæller Lars Breinholt, der er institutchef på læreruddannelsen. 
Da der i december var velkomstmøde for de kommende lærerstuderende, der har valgt at læse i Esbjerg, var det den samme drøm, der gik igen: Drømmen om at gøre en forskel. 
"Jeg har egentlig en detailuddannelse bag mig, men for nylig sagde jeg mit job op, fordi jeg gerne ville noget andet. Jeg har hele tiden tænkt, at det der med at lære fra mig og arbejde med mennesker, det er det jer er god til og gerne vil. Jeg har selv oplevet gode lærere, der har gjort en forskel i mit liv. Nu vil jeg gerne ud og gøre den samme forskel for andre," fortæller Jeppe, der bor i Ribe. 
 

Fodboldtræning skabte drømmen

For Morten, der bor i Bramming, kom lærerdrømmen, da han begyndte at arbejde som fodboldtræner. 
"For mig er der ikke noget bedre end at være med til at skabe og følge børns udvikling; at se hvordan mennesker kan flytte sig – uanset om det så er fodbold eller noget andet. Der er ikke noget bedre end at gøre en forskel i andres liv."
"Samtidig har jeg på UC SYD mulighed for at tage læreruddannelsen med en særlig idrætsprofil, og det er helt oplagt for mig."
Også Line, Charlotte og Mette har valgt læreruddannelsen, fordi de gerne vil gøre en forskel for mennesker. Alle tre har de erfaring med at undervise børn. 
"Jeg er egentlig uddannet dyrepasserassistent, men et job som hjælpepædagog for nogle børn fik mig til at se, hvor spændende og meningsfuldt det er at arbejde med mennesker og undervisning," fortæller Charlotte, der netop er flyttet fra Kolding til Esbjerg for at påbegynde læreruddannelsen.
Samlet set har UC SYD's læreruddannelse optaget 95 ansøgere, fordelt således: 22 på den 100% digitale uddannelse, 38 på den delvist digitale i Haderslev og 35 på den ordinære læreruddannelse i Esbjerg. I januar 2016 blev der optaget 44 studerende.
Der er løbende optag til læreruddannelsens januarstart i Esbjerg. Til de digitale uddannelser er der ansøgningsfrist den 2. januar 2017.

Jeppe og Morten glæder sig til at blive lærere.

Jeppe og Morten glæder sig til at blive lærere.

Publiceret 01 January 2017 06:00