Caption Caption

Caption Caption

Ny formand i DI Trekantområdet

Helle F. Andersen afløser Michael Bjerre efter halvandet år

Ved årsskiftet bliver møderne i DI Trekantområdets bestyrelse ledet af en ny formand, når administrerende direktør Helle F. Andersen, Exxit59 A/S, sætter sig i formandsstolen, hvor hun afløser den hidtidige formand logistikdirektør Michael Bjerre, Lemvigh-Müller A/S.

Michael Bjerre har efter havandet år på posten besluttet at træde tilbage som formand på grund af stigende travlhed i virksomheden, og fordi han begynder et internationalt studie.

Den nye formand Helle F. Andersen, der er uddannet jurist, er direktør hos Exxit59 A/S, som i daglig tale bedre er kendt som Danmarks Transportcenter. Her har hun været øverste ansvarlige i seks år, og før det har hun blandt andet været direktør for advokatfirmaet Kroman Reumert i København og koncernadministrationschef i Hedeselskabet.

“Det er naturligvis med spænding, jeg nu påtager mig posten som formand for DI Trekantområdet, men jeg synes trekantområdet er inde i en meget positiv udvikling, og det vil jeg gerne være en endnu mere aktiv del af. Jeg vil gerne sige tak til Michael Bjerre for en kæmpe indsats som formand, og jeg vil gøre en stor indsats for at følge op på de gode linjer, han har lagt for arbejdet i bestyrelsen,” udtaler Helle F. Andersen i en pressemeddelelse fra DI.

Fortsætter i bestyrelsen

Helle F. Andersen har i en periode varetaget opgaven som næstformand i DI Trekantområdets bestyrelse og er nu udpeget af bestyrelsen til at lede arbejdet frem mod generalforsamlingen i foråret.
Michael Bjerre fortsætter sit arbejde i bestyrelsen frem til generalforsamlingen.
“Det har været halvandet år med en række spændende udfordringer. Vi har sat spot på, at virksomhederne står foran en massiv mangel på medarbejdere med de rette kvalifikationer, men jeg oplever også, vi har nogle meget dynamiske kommuner, der sammen med Trekantsamarbejdet og uddannelsesinstitutionerne har sat sig for at løse opgaven. Det har været både lærerigt og meget positivt at opleve,” udtaler Michael Bjerre i pressemeddelelsen. jesl

Publiceret 01 January 2017 14:00