Projekt Glade Unger starter familieidræt op i Middelfart og Strib. Mostphotos

Projekt Glade Unger starter familieidræt op i Middelfart og Strib. Mostphotos

Sundhed i det nye år:

Nyt tilbud om familieidræt

Børnefamilier i Middelfart skal være aktive sammen

Store smil, latter og røde kinder hos både børn og voksne er et af succeskriterierne når Projekt Glade Unger starter familieidræt op i Middelfart og Strib. Tilbuddet er blevet til via et nyt tværgående samarbejde mellem Lillebælt Sport og Kultur, Middelfart Produktionsskole og Middelfart Kommunes Sundhedsafdeling/Projekt Glade Unger.
Målet med Familieidrætten er at give børnefamilierne i Middelfart Kommune mulighed for at kombinere en travl hverdag med at være aktive sammen. Fokus er leg og familiesamvær samt at danne netværk på tværs af kultur og etnicitet.
Tilbuddet kører hver anden søndag fra januar til juni. Herefter vil det blive evalueret om tilbuddet vil fortsætte. Der vil hver gang kl. 10.30-11.30 være forskellige aktiviteter målrettet 0-5 årige og deres familier (forældre, bedsteforældre og ældre søskende). Familierne opfordres til at tage madpakke med og nyde den sammen med de øvrige efter aktiviteterne.
“Vi vil med familieidrætten gerne skabe nogle rammer, der ligger op til masser af leg og bevægelse, da vi ved der er en sammenhæng mellem børns trivsel og graden af fysisk aktivitet. Derudover håber vi også at få nogle af småbørnsfamilierne med anden etnisk baggrund end dansk til at komme og være med, da vi tror på, at idrætskulturen kan bidrage positivt til social integration,” siger sundhedschef Lis Huge i en pressemeddelelse.
Aktiviteterne vil både komme til at foregå i Lillebæltshallerne i Middelfart og i Strib Fritids- og Aktivitetscenter. Det vil være eleverne fra “Sundhed og Event linjen” på Middelfart Produktionsskole, samt forskellige sportsforeninger, som håndbold, fodbold, gymnastik og volleyball, som kommer til at stå for aktiviteterne.
“Vi er super spændte på det nye samarbejde, og glæder os over, at de lokale aktører har været utrolig samarbejdsvillige og idérige for at skabe fysisk aktivitet og netværk på tværs af kommunens borgere,” siger projektleder Boe Trøigaard Hansen.
Det er gratis at deltage. Tilmelding er ikke nødvendigt. Første gang er søndag 8. januar kl. 10.30. Føg evt. facebookgruppen “Familieidræt i Middelfart”.


'Glade Unger' er et projekt hvor formålet er at motivere lokale småbørnsfamilier, foreningslivet, erhvervslivet, institutionsområdet og andre lokale aktører til at gå sammen om at etablere lokale lege- og samlingsaktiviteter for småbørnsfamilier i nærmiljøet. Der er fokus på samska-belse, integration, bevægelse, aktivt medborgerskab og glade unger.

Publiceret 01 January 2017 08:00