Christian Thode

Christian Thode

75 ÅR

En kendt og meget aktiv Hvidovreborger, tid. formand for Boligselskabet Friheden og fhv. afdelingsleder i TDC-Service A/S, Christian Thode, Strandmarksvej, kan på onsdag den 11. januar fejre 75 års fødselsdag. Christian Thode, der har boet i Hvidovre det meste af sit liv, er uddannet som elektromekaniker på Ladums Maskinfabrik på Femagervej. I ungdomsårene var han også særdeles aktiv i DUI Hvidovre, hvor han bl.a. lærte at spille musik og var leder af børne- og ungdomsarbejdet i en årrække. Han er iøvrigt stadig meget musikinteresseret og er med i flere københavnske amatørorkestre, bl.a. Kbh. Postorkester, ligesom han er korsanger. Mest kendt er Thode dog nok for hans betydelige virke i det lokale lejerbevægelsesarbejde siden 1970, hvor han bl.a. har bestridt poster som kasserer i Hvidovre Boligselskab, afd.formand for boligselskabet Friheden, og sluttelig formand for Boligselskabet Friheden, hvor han gik af som 72-årig efter næsten 25 års virke. Lokalt har han bl.a. været med i Kulturrådet, jazzklubben, Frie Børnehaver, ARF Multimedier, og er også dynamo i en rejseklub i Friheden. Efter Christian Thodes farvel til lejerarbejdet blev han i 2014 valgt til Hvidovre Ældreråd, hvor han siden har været kasserer, ligesom han er med i Ældrelokalrådet Strandmark.

Publiceret 10 January 2017 08:00