Statsministeren begejstret for Teknologiskolen

I forbindelse med hans Odense-besøg torsdag lagde statsminister Lars Løkke Rasmussen vejen forbi Teknologiskolen på SDU, der er en skole af frivillige studerende for børn og unge med interesse for robotter, apps og kodning.

Med legorobotter på bordene, fjernstyrede køretøjer på gulvet og fremstilling af apps på computerne, så var der fart på i det betonklædte lokale i Mærskbygningen på Syddansk Universitet, da statsministeren besøgte Teknologiskolen for at høre nærmere om projektet. 
Teknologiskolen er kommet til på baggrund af frivillige forskere, studerende og undervisere, der alle har teknologien som interesse. De øser hver onsdag ud af deres viden og interesse til børn og unge, der vil lære mere om robotter, software og elektronik. 
Det er ifølge statsministeren en vis vej at bevæge sig ad, og det er blandt andet derfor han besøgte Mærskbygningen torsdag.
"Det gør jeg, fordi jeg sådan set er levende optaget af debatten om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Et af svarene er, at vores børn og unge får de kompetencer, der skal til for at gribe den nye teknologi," siger Lars Løkke Rasmussen. 
 

Teknologien skal ind i folkeskolen

Teknologiskolen foregår en gang om ugen uden for normal skolegang, og fungerer som en hobby, som fodbold, badminton og gymnastik. Som man har set det med sporten, så forestiller Lars Løkke Rasmussen sig også, at teknologien skal spille en større rolle i folkeskolens undervisning. 
"Det skal bestemt også ind i folkeskolen. Vi har i folkeskolereformen lavet nogle tværgående temaer, hvor det gør det relevant at trække det her ind. Men at der så ved siden af folkeskolen, så er det her super flotte initiativ, som dybest set er taget af ingeniørstuderende her på stedet, jo bare et ekstra plus," mener statsministeren.

Publiceret 20 January 2017 10:15