I indstillingen, der har givet Erling Lykke Sørensen en nominering til prisen som Årets Leder i Kolding Kommune, står der blandt andet: “Erling kom til en by og synes, der var for lidt foreningsliv. Han fik samlet nogle aktive kræfter, og foreningen blev ”født”. Han var herefter i bestyrelsen i mange år og havde naturligvis selv hold – op til flere dengang - og det har han stadig.
Erling har indtil for nylig været aktiv i bestyrelsen på revisor-posten, og han har troligt deltaget i generalforsamlinger, hvor han vælges til ordstyrer år efter år, fordi han har styr på paragraffer og regler.”

I indstillingen, der har givet Erling Lykke Sørensen en nominering til prisen som Årets Leder i Kolding Kommune, står der blandt andet: “Erling kom til en by og synes, der var for lidt foreningsliv. Han fik samlet nogle aktive kræfter, og foreningen blev ”født”. Han var herefter i bestyrelsen i mange år og havde naturligvis selv hold – op til flere dengang - og det har han stadig. Erling har indtil for nylig været aktiv i bestyrelsen på revisor-posten, og han har troligt deltaget i generalforsamlinger, hvor han vælges til ordstyrer år efter år, fordi han har styr på paragraffer og regler.”

Erling; en drivkraft i lokalsamfundet

Til Fritidsfesten 3. februar udpeges Årets Leder 2016. Erling Lykke Sørensen er en af de tre nominerede

Af
Af Emma Biørn Fish

Erling Lykke Sørensen bor i Vamdrup. Der har han boet de sidste 42 år, og indgået som en aktiv del af det lokale miljø. Både fordi han underviste på Kongeåskolen i Vamdrup i 31 år, men også fordi han, to år efter han flyttede til byen, lagde grundstenen til Vamdrup Gymnastikforening.

“Jeg savnede en gymnastikforening i byen, men vi kunne, om ikke andet, gå til sommergymnastik i Vingstedcentret. Men da jeg så mødte en anden beboer fra Vamdrup på en parkeringsplads i Esbjerg under gymnasternes landsstævne i 1976, blev vi enige om, at Vamdrup skulle have sin egen gymnastikforening - og to måneder senere havde vi vores første generalforsamling,” fortæller Erling Lykke Sørensen.

Egentlig ville de bare have hold til børnene, men allerede ved den første generalforsamling stod det klart, at behovet for en forening også var til stede hos de voksne.

“Derfor startede vi op med ni forskellige hold, hvilket siden er blevet til 14-18 hold per sæson. Jeg har både siddet i bestyrelsen og trænet forskellige hold, og lige nu har jeg et gymnastikhold for mænd,” siger Erling Lykke Sørensen, der netop er blevet nomineret som årets leder for sit utrættelige arbejde for foreningen.

Det handler om gymnastikken

Da Lokalavisen besøger Erling Lykke Sørensen, kniber det en smule med helbredet - efter forrige tirsdags-træning måtte han nemlig en tur forbi hospitalet for at få fjernet blindtarmen. Det stopper dog ikke den 76-årige herre, der er i godt humør og i hurtig bedring.

“Nu skal jeg bare lige blive helt rask, så jeg kan komme tilbage til mit gymnastikhold,” siger han.

For for Erling har det altid handlet om gymnastikken, lige siden han var ganske ung.
“Det er gymnastikken, det drejer sig om. Det er en del af mit sociale netværk og jeg har altid søgt mod de kredse. Mine forældre var også en del af den verden, så jeg har det med hjemmefra. Inden jeg var med til starte foreningen her i Vamdrup, har jeg for eksempel været formand for to andre gymnastikforeningers bestyrelser, foreninger der havde både gymnastik og håndbold på programmet,” siger Erling Lykke Sørensen.
I folkeskolen havde han desuden en hel del idrætsundervisning, deriblandt en del gymnastik og svømning. Desuden har han ved siden af lærer-jobbet i en periode på cirka 10 år været honorar-lønnet fritidskonsulent i daværende Vamdrup Kommune.
Derfor var det også ekstra spændende for ham, da han fik at vide, at han var blevet nomineret til Årets Leder 2016.
”Jeg er virkelig glad og taknemlig. Det betyder meget for mig,” fortæller Erling Lykke Sørensen.
“Jeg har set meget i min tid her i foreningen. Jeg har set gymnastikken være så populær, at vi ligefrem havde ventelister over alle dem, der ville være trænere, og jeg har set populære hold stoppe fra det ene år til det andet, fordi trenden døde ud. Men uanset hvad har foreningen bestået,” siger han.
Selv sørger han for at holde sig i form, og selvom han måske ikke ligefrem er nogen vårhare mere, har han bestemt ingen planer om at stoppe sit arbejde for Vamdrup Gymnastikforening.
“Jeg er både træner og går til svømning og gymnastik, og det har jeg tænkt mig at blive ved med,” slutter han med et smil.
Fritidsfesten holdes fredag den 3. februar 2017

Publiceret 21 January 2017 10:00