En gruppe friske spejdere og ”almindelige” marchgængere forlader spejderhytten for at udfordre den friske luft og fødderne ved Skovbomarchen i 2016.

En gruppe friske spejdere og ”almindelige” marchgængere forlader spejderhytten for at udfordre den friske luft og fødderne ved Skovbomarchen i 2016.

Gå med på årets Skovbomarch med ruter fra 5 til 50 kilometer

Foråret lurer lige om hjørnet – og tiden er inde til at træne til Skovbomarchen søndag 19. marts

For 10. år i træk arrangerer spejderne i Bjæverskov Skovbomarch søndag 19. marts.
"Der arbejdes fortsat omkring den kommende jernbane langs motorvejen, hvorfor vi har vi måtte omlægge en enkelt rute. Men ruterne går gennem nogen af de flotteste områder i den gamle Skovbo Kommune, og vi har tilstræbt, at de fleste kilometer går igennem nogle af vore mange skove, og de vil være meget tilgængelige - også for de firbenene. Giv dig selv og familien en frisk mulighed for at komme ud og gå en tur i den flotte natur i og omkring Bjæverskov," lyder det fra arrangørerne.
Skovbomarchen foregår med start fra Spejderhytten ved Skovbohallen i Bjæverskov. Der vil være ruter på 5, 10, 20, 30 og selvfølgelig også en 50 kilometer for de rigtige seje. Der er start både formiddag og eftermiddag. Skovbomarchen er efterhånden blevet en tradition for mange spejdergrupper, familier og venner, hvor man får en hyggelig dag, samtidig med motion og frisk luft.
Der vil som de tidligere år være mulighed for at købe sandwich og drikkevarer i startområdet og desuden diverse forsyninger undervejs. Alle, der kommer i mål, får et diplom.
"Hvis du gerne vil støtte spejderarbejdet i Skovtrop, men ikke selv har mulighed for at deltage d. 19. marts, kan du tegne en sponsoraftale, hvor du støtter en af de aktive spejdere med et beløb pr. gået kilometer. Læs flere detaljer omkring pris, tilmelding, sponsoraftale m.m. på www.skovbomarchen.dk," oplyser spejderne.

Publiceret 26 January 2017 07:00