Plum og plumper til Frokostjazz

Henning Munk Plum og Plumperne gæster Månen på lørdag til Frokostjazz

Frokostjazz Når der næste gang serveres frokostjazz, på Månen i Haderslev, er det på lørdag 28. januar mellem klokken 13.00 og ca. 16.00. På menuen står 'Henning Munk Plum og Plumperne'.
"Vi skal forvente, at bandet lægger ud med fuld knald. Også nok med et par opfordringer til en skål fra Henning, hvis super spil, vi kender særdeles godt. Numre som After you've gone, Sweet Lorraine vil nok være med. Ja, måske også Love song of the Nile, The Sunny Side of the Street, Swanee River, Basin Street Blues og mange andre," lyder det fra jazzklubben, som fortsætter:
"Vi vil opleve Björn Ekmans sang og banjospil og Mark Davis super basspil. Og så også den fantastiske trombonespiller Mads Hyhne. Som altid med en solid bund på trommer med Henning Toxværd. Egne oplevelser siger, at vi kan regne med en fantastisk jazzoplevelse og høre, at jazz er mange sprog."

Publiceret 26 January 2017 09:00