Optakt:

EfB har et halvt hold tilbage til tredje test

Anfører Victor Pálsson, målmand Jeppe Højbjerg og de tre U19-spillere, Mark Brink, Anders Dreyer og Daniel Anyembe, er vendt hjem fra landsholdsopgaver og er alle med i EfB’s trup til årets tredje træningskamp, der spilles på hjemmebane mod FC Nordsjælland torsdag eftermiddag.

"Det er godt, at vi har flere spillere til rådighed, så vi kan dosere spilletiden mod FC Nordsjælland, inden vi tager til Basel fredag. Vi skifter det meste af holdet i pausen eller lige efter," siger EfB’s cheftræner, Lars Lungi Sørensen.

Han glæder sig til, at der er endnu flere spillere, og hentyder til, at Jesper Jørgensen, Andreas Nordvik, Jeppe Brinch og Klaus Moesgaard på grund af skader ikke deltog i en ellers fin træning onsdag. Den sidstnævnte er dog i lighed med en kampklar Nikolaj Hagelskjær med i truppen. Jeppe Andersen genoptræner fortsat efter sin knæskade.

Ny i truppen er også græske Georgios Katsikas, der lige er kommet til EfB fra FC Twente på en foreløbig halvårskontrakt. Med forbehold for, at han hidtil kun har spillet i små rum under træningen, fremtræder han som en boldsikker og fysisk stærk midtstopper i fin form.

"Træningskampe 11 mod 11 mod hold i andre trøjer end vores er altid en god lejlighed til at se spillerne an, og jeg vil gerne se, at vi hænger sammen som hold, vinder dueller og spiller hurtigt fremad, når vi erobrer bolden," siger Lars Lungi Sørensen.

Han får rige muligheder for at se spillerne i aktion i de kommende dage. Lørdag møder EfB den schweiziske storklub, FC Basel, og mandag gælder det Vejle BK i en antagelig alternativ opstilling efter kamp i Schweiz og efterfølgende hjemtur.

EfB's trup til træningskampen mod FC Nordsjælland torsdag den 26. januar kl. 14.00 på kunstgræsbanen ved Gl. Vardevej:

1. Jonas Jensen
16. Jeppe Højbjerg

3. Konstantinos Tsimikas
4. Victor Pálsson
5. Georgios Katsikas
9. Mads Hvilsom
10. Awer Mabil
14. Jesper Lauridsen
18. Otar Kakabadze
21. Mark Brink
22. Brent McGrath
24. Marco Lund
26. Mathias Kristensen
27. Robin Söder
32. Nikolaj Hagelskjær
38. Jacob Lungi Sørensen
39. Anders Dreyer
40. Daniel Anyembe
42. Klaus Moesgaard
Emil Lyng

Publiceret 26 January 2017 06:00