Eventkalenderen er ved at være fuld på Gram Slot for det første halvår af 2017.

Eventkalenderen er ved at være fuld på Gram Slot for det første halvår af 2017.

Run på Gram:

Event-kalenderen er ved at være fuld på slottet

Der er nok at glæde sig til når man ser på Gram Slots eventkalender

Koncert- og eventkalenderen på Gram Slot er ved at være fyldt ud for første halvdel af året og publikum kan glæde sig til en lang række koncerter, messer og andre events.
Koncertrækken starter op den 11. februar, og det bliver med en af Danmarks allerstørste kvindelige stemmer – Søs Fenger, der har været på den danske musikscene i mere end 30 år. Søs Fenger tager sit publikum med på en musikalsk rejse og fortæller undervejs anekdoter om sit liv som musiker. Efter Søs Fenger overtager Nikolaj og piloterne scenen den 18. februar, med deres mange hits som ”Kommer nok hjem” og ”Sidder på en raket nu”.
Med forårets komme kan publikum se frem til en buket af store danske navne, startende med Michael Learns to Rock, der har en lang og glorværdig karriere både i Danmark og Asien bag sig. Derefter følger Die Herren, kopibandet, der spiller U2"s musik med en lyd og et sceneshow, der er U2 værdigt. Inden marts måned er slut er der også blevet plads til koncerten med Everybody"s Talking, som består af guitaristen Billy Cross og de 2 tidligere medlemmer af Zididada, Lars Maasbøl og Jimmy Bacoll.
“Foråret er virkelig spækket med god musik på Gram Slot, for ikke så snart marts måned er slut har vi det næste navn på plakaten. Det er Peter A.G. fra Gnags, der går på scenen den 1. april med ”Det sceneshow 3”. Michael Hardinger band spiller til en stor velgørenhedsfest for Diabetesforeningen den 22. april og i maj har vi vores tilbagevendende countryfest, Country på slottet,” fortæller eventchef Liselotte Lauritzen.

Tæt ved udsolgt

Flere af koncerterne er allerede tæt på at være udsolgt, og hurtigst gik det med billetterne til koncerten til Kim Larsen og Kjukken den 26. maj. Her blev billetterne revet væk til trods for, at det er årets første udendørskoncert med plads til 8500 tilskuere.
Udover koncerter er der også planlagt andre events som de tilbagevendende messer og markeder. Igen i år bliver der også afholdt økodag den 23.april på Nybøl Cotel, hvor køerne bliver lukket på græs. Her kan børn og voksne, udover at nyde det festlige syn af glade og kåde køer, møde Onkel Reje fra DR"s Børnekanal Ramasjang.


/pra

Publiceret 26 January 2017 11:30