Sammenlægning:

Røde Kors samler tre butikker i én

Røde Kors Esbjerg flytter sine tre butikker i Esbjerg sammen i et stort hus – på en af Esbjergs mest trafikerede knudepunkter.

1.586 kvadratmeter. Så stor bliver Røde Kors Esbjergs nye genbrugsbutik, der bliver placeret i Storegade 225, der hvor Fiat og Alfa Romeo i øjeblikket har til huse.
Men Når Røde Kors 1. marts overtager bygningerne, begynder en ombygning og indretning til det, der gerne skulle blive Esbjergs mest indbydende, spændende og attraktive genbrugsbutik.
Røde Kors Esbjerg nedsatte for to år siden et udvalg, der siden da flittigt har undersøgt markedet for egnede lokaler. Og valget faldt altså på faciliteterne i Storegade, der er noget nær ideelle til en genbrugsbutik.

"Vi har både set på lokalernes størrelse, beliggenhed, indretning, parkeringsforhold og muligheden for at komme med offentlige transportmidler. Alle vore ønsker er opfyldt, og tilbage er nu blot at klargøre lokalerne," fortæller Niels Aage Giversen, formand for Røde Kors i Esbjerg, i en essemeddelelse.

Omkring 14.000 mennesker passerer hver dag forbi og det giver den nye Røde Kors Butik en unik eksponering. Samtidig vil en lys og moderne indretning skabe en inspirerende og moderne butik, der byder op til at gøre en god handel. Alt sammen til støtte for folk i nød verden over og vore udsatte med borgere i Esbjerg.

Tre bliver til en

En endelig åbningsdag er endnu ikke fastsat, men formentlig står kalenderen på 1. juni, før man er færdig med at klargøre lokalerne.

I dag har Røde Kors tre butikker i byen. En i Kongensgade, i Englandsgade og på Strandby Kirkevej. Med den nye Røde Kors Butik bliver arealet ca. 50% større end de tre nuværende butikker tilsammen.

"Vi gør det her, fordi de tre butikker i sig selv er blevet for små. Og ved at samle aktiviteterne får vi samtidig nogle rammer som bliver helt optimale," siger Michael H. Jensen, der bliver butiksleder for den nye Røde Kors Butik.

De tre butikker vil hen over foråret blive afviklet, således at man i løbet af sommeren udelukkende har den store butik i Storegade.
"Vi har mange trofaste kunder, og jeg er sikker på de også vil synes, at en større butik med endnu flere varer er det rigtige. Med de øgede kvadratmeter får vi mulighed for både at præsentere varerne bedre men også plads til meget mere af alt det gode tøj, møbler, ting og sager som byens borgere donerer til Røde Kors," siger Michael H. Jensen.

Møbler er en af de varegrupper, der er pladskrævende, men som der nu bliver bedre mulighed for at præsentere.

Hyggen bevares

Personalet i Røde Kors Butikker er frivillige og i forbindelse med sammenlægningen har det været vigtigt at de frivillige i de nye lokaler får bedre faciliteter både til sorteringsarbejdet, prismærkning, salg og udstilling, men også til en kop kaffe og et stykke kage.

"At være frivillig er for mange en hjertesag og hyggen ved at hjælpe skal være et fundament. Vi glæder os derfor over at vore frivillige også synes at flytningen er en god ide," siger Michael H. Jensen.

Med den nye butik bliver der brug for endnu flere frivillige, der har lyst til at give en hjælpende hånd. Der er brug for folk til sortering, prismærkning, dekoration, kundebetjening, chauffører.
Måske sidder der også en eller flere efterlønner/pensionist, der nemt kan friske møbler op, er god med en skruetrækker eller noget helt andet.

"Vi hører meget gerne fra alle, der har mod på at give en hjælpende hånd til en god sag," siger Michael H. Jensen og fortsætter:
"Kom blot ind i en af vore nuværende butikker, så skal vi nok tage godt i mod."

Publiceret 26 January 2017 16:00