"Jeg er faktisk ikke god til at danse zumba, men Henrik er vildt god," siger Kira Eggers, der er arrangør af eventen 'Vi elsker zumba' i Virumhallen. Henrik kender hun fra tv-programmet 'Min fede træner'. Foto: Pernille Borenhoff

Kira Eggers danser zumba for udsatte børn: - Jeg er vildt dårlig til det

Kira, Henrik, Audrey og Manse danser for, når Danmarks største zumba-event 1. september finder sted i Virumhallen- overskuddet går til Børnetelefonen

Af
Pernille Borenhoff

Det meste af Danmark ved, hvem Kira Eggers er. Rigtigt mange kender komikeren Audrey Castañeda, mange har set Henriks kamp mod kiloen i tv-programmet 'Min Fede Træner' og ekstremt mange danseglade mænd og kvinder kender Morten Manse, der i en årrække har undervist i zumba i lokale træningscentre.

1. september fra kl. 15-17 er der mulighed for at komme til at danse zumba med alle fire, når Danmarks største zumba-event 'Vi elsker zumba' løber af stablen i Virumhallen.

På dansegulvet er der nemlig plads til 300 deltagere - og foruden glæden ved at danse, får deltagerne også glæden ved at gøre noget godt ikke blot for sig selv - men for børn, for eventen støtter Børnetelefonen.

"Børnetelefonen får omkring 100.000 henvendelser årligt. De handler om alt fra mobning og kærestesorg til alvorlige problemer i familien. Desværre har telefonen kun ressourcer til at svare på halvdelen af dem. Alle arbejder frivilligt, og jeg synes, at de gør et fantastisk stykke arbejde, som jeg meget gerne vil støtte," siger Kira Eggers, der er så engageret i hjælpearbejdet, at hun i sommer har besteget Mont Blanc på en tur, hvis formål var at samle penge ind til Børnetelefonen.

"Vildt dårlig til zumba"

Kira, der blandt andet er personlig træner, er selv i super god form. Men hun er med egne ord vildt dårlig til at danse zumba.

"Jeg har prøvet at gå grædende fra en time. Det var vildt fustrærende. Men alle taler om zumba og hvor sjovt det er, så jeg skal ud af min comfort zone og prøve at lære det," siger Kira. Inspirationen til at lære det kommer blandt andet fra Henrik Heidelbach, som Kira for to år siden lærte at kende via tv-programmet 'Min fede træner'. Her skulle Kira hjælpe ham af med de mange kilo, som han havde taget på som følge af sygdom.

"Jeg tabte tyve kilo under tv-programmet, og har siden smidt endnu flere. I alt 40 kilo er trænet væk, men jeg mangler stadig 20 kilo for at nå mit mål," siger Henrik.

Henrik har i en årrække gået til zumba hos Morten Manse, og da Kira har fulgt Henrik og hans vægttab også efter programmet sluttede, så opstod ideen om at lave en event med zumba som samtidig kunne gavne et godt formål.

"Nu er sommeren forbi, og folk skal i gang med at træne. Vi vil gerne skubbe dem til at komme i gang med at træne - og meget gerne samme med andre på et hold, for det er sjovt, og det skal være en fornøjelse at træne," siger Kira, der håber, at eventen kan blive startskuddet til flere zumba-event i hele landet - med det tredobbelt formål at støtte en god sag, at have det sjovt og komme i bedre form.

"Zumba er en fantastisk, social træningsform, fordi den bryder med alle traditioner, fordi det er en fest at træne og danse samtidig. Vi vil gerne vise, at motionsformen er for alle uanset størrelse og udgangspunkt. Og så vil vi gøre motion til en festlig begivenhed og vise, at alle kan få noget godt ud af zumba - ikke mindst en masse positiv energi," siger Kira Eggers.

'Vi elsker zumba' har premiere den 1. september i Virum Hallen.

Prisen for at deltage er 200 kroner pr. deltager og overskuddet går til at støtte Børnetelefonen

Billetter købes via www.billetto.dk

Publiceret 22 August 2018 11:30