Klaus Lund Jensen holdt en blændende fightertale ved årets Stafet for Livet. Foto: Gerda E. M. Christophersen

Klaus Lund Jensen holdt en blændende fightertale ved årets Stafet for Livet. Foto: Gerda E. M. Christophersen

Klaus tog kampen op mod uhelbredelig kræftsygdom og vandt den

Klaus Lund Jensen tog kampen op mod en uhelbredelig kræftsygdom og vandt den. Han brugte sin fightertale ved Stafet for Livet i Rønde til at pumpe livsmod i alle de andre fremmødte fightere i gule trøjer

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE "Vi har været ovenud tilfredse med afviklingen af Stafet for Livet 2018," siger Ole Leth Nissen på vegne af Kræftens Bekæmpelse i Syddjurs.

Ole Leth Nissen har været PR-ansvarlig i dette års styregruppe bag det store 24 timers arrangement, der foldede sig smukt ud i den forgange weekend fra klokken 12 lørdag til klokken 12 søndag i Byparken i Rønde.

"Vi oplevede kun glade deltagere og en meget positiv stemning," siger Ole Leth Nissen. "Vi syntes underholdningen, var god med de lokale kræfter tilsat Jesper Lundgaard som det store navn. Vi så glade børn i børneteater, og vi oplevede god oplysning fra lokalforeningen, hvor cirka 50 lyttede til foredraget om alternativ behandling."

"Med vejret og alt det andet omkring arrangementet synes jeg, at det måske var den bedste stafet hidtil."

41 hold deltog. Det er færre end sidste års rekorddeltagelse. Søndag aften havde arrangørerne ikke et fuldstændigt overblik over det samlede antal deltagere og den økonomi, der skal leveres videre til Kræftens Bekæmpelses landsorganisation som bidrag til den fortsatte kamp for at komme sygdommen til livs.

Flot fightertale

Klaus Lund Jensen, 57, Ryomgård, nu lærer på specialefterskolen Helle i Norddjurs, holdt i år den traditionsrige fightertale ved åbningen efter, at formand for Stafet for Livet.

Klaus Lund Jensen fik ved årsstiftet 2016/17 stillet diagnosen "uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen” – ingen mulighed for operation og at behandling kun ville være livsforlængende. Han valgte imidlertid at tage kampen op trods den lidet muntre besked fra lægerne.

”Der er ingen problemer, som er så store at de ikke kan løses” blev hans mantra. Han VILLE vinde kampen mod kræften - og gjorde det...

"Efter at have været i kemo i over et år blev jeg en tilfældig formiddag ringet op på mit arbejde af overlægen på L1. Han lød meget begejstret og glad. Klaus, vi har haft dine seneste scanningsbilleder på konference. Din kræftsvulst er svundet så meget, at vi vurderer, at vi kan fjerne resten af kræften ved operation. Wauweee…. Jeg nåede slet ikke at spørge ham om noget. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Min puls nåede 180 - turde jeg tro på det," fortalte en glad Klaus Lund Jensen til de mange, der omkransede amfiscenen i Byparken - især naturligvis særligt henvendt til de 'gule' fightere, der kæmper kampen.

Ud af mørket

Han sluttede af med at mindes tiden, da hans datter var lille og ikke ville have lyset slukket lyset om natten: "”Fordi Kathrines bedstemor er død i Mørke”.

"Ingen har fortjent at dø i mørke. Ingen skal leve deres liv i mørke. I aften tænder vi en masse lys. Vi mindes. Vi håber. Vi er stille sammen og det giver magiske kræfter og sætter følelserne i spil." Smukkere og mere autentisk kunne det ikke siges fra en ægte fighter.

Publiceret 05 September 2018 16:43