Karen Isling frygter for hendes handicappede søns fremtid, når besparelserne i Norddjurs Kommune rammer.

Karin Isling er mor til en handicappet mand, der er spastiker. Hun er fotograferet i sammenhæng med afskaffelsen af ferie- og ledsagerordningen for handicappede i Norddjurs Kommune. Foto: Stine Rasmussen

Mor om handicappet søn: "Jeg vil ikke undvære ham, men han har ikke et liv"

Karin Isling er mor til en handicappet mand, der bor på et bosted i Norddjurs. Besparelsesforslag vil betyde, at han mister sine fire månedlige timers mulighed for at komme udenfor bostedet.

Af
Marie-Louise Andersen

JP Aarhus

NORDDJURS Teis Isling Andersen på 33 år har ikke et liv, og han burde aldrig have overlevet som spæd.

Det er hans mors konklusion, når hun ser på, hvordan sønnens voksenliv har formet sig.

Teis Isling Andersen er spastiker. Han blev født tre måneder for tidligt og fik en hjerneblødning, da han lå i respirator. I dag sidder han i kørestol og skal have hjælp til stort set alt. Hans udviklingstrin svarer til et barns, men det kan godt tage udenforstående lidt tid at opdage, for han taler uden de store problemer. Teis vil ikke selv fortælle sin historie, men han har givet sin mor og faste ledsager lov til det. Og som moren Karin Isling siger, »hvem skal ellers tale sønnens og alle de andre handicappedes, sag?«

Elsker at køre rundt

Et flertal i kommunalbestyrelsen i Norddjurs har lavet en budgetaftale, der kan bringe kommunens økonomi på ret kurs igen. Til det er der udarbejdet en række konkrete spareforslag, heriblandt ét om at reducere ferieordningen for beboere i botilbud med 50 pct. og ét om at fjerne fire timers ledsagelsesordning om måneden, som kommunen i forbindelse med vedtagelsen af budget 2015 afsatte penge til. Ifølge kommunen er der i dag 13 borgere, der bruger ordningen. For Teis Isling Andersen vil afskaffelsen af ordningen få den konsekvens, at han kun kan komme væk fra bofællesskabet Ørsted, hvis hans mor tager med ham.

En gang om måneden tager han og hans faste ledsager fire timers køretur et sted hen. I biografen. I Randers Storcenter. Eller ud at spise. De har også været til Kandis-koncert. Det er altid Teis Isling Andersen der bestemmer, hvad de skal.

"Han elsker bare at køre rundt. Og vi taler om alt muligt – vejret, børn, kærester, nedskæringer. Han kommer selv ind på mange emner. På et tidspunkt talte de om at skære en nattevagt på botilbuddet, det frygtede han og talte meget om," fortæller Gerner Jensen, der de seneste to år har været fast ledsager for Teis Isling Andersen.

Fra 15 til 4

De to har endnu ikke talt om risikoen for, at ledsagelsesordningen ophører, men Gerner Jensen forventer det værste, hvis det sker.

"Når jeg kommer og henter ham, fortæller han vidt og bredt, hvor meget han har glædet sig. Og når vi kommer tilbage, siger han, at han glæder sig til næste gang og spørger, hvad vi så skal."

Teis Isling Andersen har været visiteret til de lovpligtige 15 timers ledsagelse. Men han reagerer ofte udadvendt, hvilket betød, at han blev frataget de 15 timer, fordi en ledsager ikke skal udøve pædagogisk støtte men alene ledsagelse. Dengang blev han utrolig ked af det.

"Hans måde at vise, at han er ked af det, er ved at blive aggressiv," forklarer Gerner Jensen, der mener, at de to svinger så godt, fordi han ikke har den klassiske pædagogiske tilgang til Teis Isling Andersen.

"Jeg kan sige sgu og fanden og skælde ham ud, som det passer mig. Og han kan gøre, som han vil inden for rimelighedens grænser. Det er mere frit."

Opbevaring

På en typisk dag får Teis Isling Andersen hjælp til at komme i sin elektriske kørestol om morgenen, får måske lidt at spise. Derefter går dagen som den forrige og den kommende. Nogle dage vil han slet ikke op. Andre dage kører han måske hen til genbrugsbutikken. Spiser måske lidt frokost. Oftest bruger han dagen i sin etværelses lejlighed i bofællesskabet Ørsted, hvor han venter, til de andre beboere kommer hjem fra aktivitetscentret. Aktivitetscentret er ikke noget for ham - som moren Karin Isling siger, gider han ikke lege med perler eller danse. Han er simpelthen ikke dårlig nok til at få noget ud af det, vurderer hun.

På en god dag ringer han ikke til sin mor. På en dag, hvor han keder sig, kan de snakke to, tre, fire gange.

"Jeg vil ikke undvære Teis, men han har ikke et liv. Og det bliver mindre og mindre. Tager man de her fire timer, har han nul. Kunne du forestille dig at sidde i en etværelses lejlighed hele året resten af livet? Den ledsageordning gør, at han kan komme i biografen, ud at finde gaver og købe briller," siger Karin Isling.

Da han var barn, fik hun tabt arbejdsfortjeneste, men i dag har hun et fuldtidsarbejde og kan ikke tage sig af sønnen på samme måde som tidligere. Det er han heller ikke interesseret i. Som alle andre voksne vil han bo selv og leve sit eget liv.

Problemet er, forklarer hun, at han er myndig og derfor selv må bestemme, hvad han vil og ikke vil. Hvis han vil blive liggende i sengen en hel dag, får han lov til det. Da han ikke gad fysioterapi og svømning længere, fik han lov til at droppe det.

Det er en ond cirkel, hvor han ikke bliver stimuleret og langsomt får det dårligere og dårligere. Sønnen har givet op, vurderer Karin Isling.

"Det er ren opbevaring. Jeg bliver rasende, når man har så travlt med, at for tidligt fødte skal overleve i uge 23 og 24. Hvorfor bruger man så mange penge på at få dem til at overleve, når man ikke følger op?" spørger hun.

Frygt for fremtiden

Da Karin Isling fortalte sønnen, at han stod til at miste sin ledsagelsesordning, blev han ked af det.

"Men han ved godt, det ikke hjælper. Han gider ikke kæmpe mere," siger hun.

Hun forventer ikke, at han lever længe. Men hun frygter den dag, hun ikke lever længe. Det gør Teis Isling Andersen og hans to søskende også.

"Så står de med ansvaret. Men det kan jo ikke være efter samme serviceniveau, som jeg kan yde, hvor han kan komme hjem hver tredje uge. Teis er rædselsslagen for at skulle holde jul på bostedet som de andre."

Publiceret 02 October 2018 17:22