Wilia Marie Fuhlendorff Hoffmann blev for nyligt døbt i Hasle Kirke. Den fire måneder gamle pige sov, da Lokalavisen kiggede forbi den lille familie og kunne derfor ikke tage billeder af hende.

Wilia Marie Fuhlendorff Hoffmann blev for nyligt døbt i Hasle Kirke. Den fire måneder gamle pige sov, da Lokalavisen kiggede forbi den lille familie og kunne derfor ikke tage billeder af hende.

Laura fødte på tv:

"Jeg ville gøre det igen"

20-årige Laura Fuhlendorff Olsen er med i Kanal 4's nye reportageserie 'Velkommen til verden', hvor hendes fødsel bliver foreviget

Af
Kim Skovrup Andersen

21. maj 2018 er en mindeværdig dato for det unge aarhusianske par Laura Fuhlendorff Olsen og Sean Hoffmann.

For der blev de forældre til Wilia. Noget, der var med til at gøre oplevelsen ekstra speciel, var, at have et kamerahold fra Kanal 4 med til fødslen på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Men hvorfor har parret valgt at vise så personlig en oplevelse med resten af Danmark?

"Vi fik at vide, at optagelserne ville kunne bruges til uddannelsesformål på jordmoderskolen. Så grundlaget for, jeg gerne ville være med, var simpelthen bare for at hjælpe til," fortæller Sean Hoffmann, mens Laura Fuhlendorff Olsen supplerer:

"Selv om det er en ret intim oplevelse, har vi jo altid kunnet melde os ud, hvis der skete noget, eller hvis vi ikke var tilfredse. Vi har fået lov til at se optagelserne og været med til at vælge, hvad der måtte komme med. Og så er det bare fantastisk oplevelse, så selvfølgelig vil man gerne dele det."

De er med i Kanal 4-programmet 'Velkommen til verden', hvor man følger personale og vordende forældre på landets andenstørste fødeafdeling på Aarhus Universitetshospital. Det sendes tirsdag aften klokken 21.

"Jeg har hørt masser af skrækscenarier op til fødslen, og det er altså ikke så motiverende. Jeg håber, at de her programmer kan være med til at fjerne en del af dem og vise, at det ender godt. Det er simpelthen al smerten værd, og der findes ikke noget, der er mere livsbekræftende," siger Laura Fuhlendorff Olsen.

Tog selv imod

Selve fødslen tog 4,5 timer og foregik i vand.

"Jeg ville gerne føde i badekar, hvis det kunne lade sig gøre og undgå at få smertestillende medicin. Jeg tog selv imod vores datter i vandet. Det var jeg faktisk ikke forberedt på. Det var først under første presseve, at jeg får at vide af vores jordemoder, at jeg har mulighed for selv at tage imod. Det var fantastisk," lyder det fra den den unge mor fra Hasle.

Hun er efter optagelserne fyldt 20 år.

Netop parrets alder - Sean Hoffmann er 19 år - har de måttet høre en del for og mødt modstand over, at de skulle være forældre som teenagere

"Det har været lidt bøvl med min uddannelse på SOSU-skolen. Vores familie har da også sagt, at det godt nok var tidligt at få børn, men ellers støttet op," siger Laura Fuhlendorff Olesen, som efterfølgende er blevet spurgt, om hun ville deltage i et mere kendt tv-projekt.

"Jeg er blevet ringet op at folkene bag 'De unge mødre', som Kanal 4 også laver. Men der blev det til et nej tak. Jeg synes ikke, man bliver så positivt fremstillet, og der er en del negativ energi i de programmer. Og hvis man siger en uheldig ting, bliver den fremhævet. I 'Velkommen til verden' synes jeg, at vi bliver fremstillet meget positivt. Vi bliver ikke udstillet som de her unge, uvidende forældre. Vi gør det lige så godt som folk på 40," fastslår Laura Fuhlendorff Olsen.

Der lyder et rungende "Ja" fra dem begge, når der bliver spurgt, om de skal have flere børn. Og også gerne med et tv-hold som vidner.

"Vi ville gøre det igen, fordi det var en god oplevelse, søde produktionsfolk, der er gode til at informere og holde kontakt. Men sådan en fødsel, vi har haft første gang, kunne jeg godt tage et par fødsler mere. Vi skal ihvertfald have et barn. Nu er vi jo startet tidligt med at få børn, så der er god tid," lyder det fra den unge mor.

Kort om ’Velkommen til verden’

    Hvert 10. minut bliver der født et barn i Danmark, og ’Velkommen til verden’ er en fortælling om livet helt fra begyndelsen. Vi følger personalet og de vordende forældre på landets andenstørste fødeafdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor Kanal 4 har fået unik adgang til at filme 24 timer i døgnet med 24 kameraer, syv dage om ugen, for at fange de store følelser, morsomme hændelser og dramatiske minutter, når et barn fødes, og en ny tilværelse tager sin begyndelse.

    Selve reportagen afføder naturligvis en række spørgsmål om de medvirkendes oplevelse af at være en del af programmerne, men i høj grad også hvorfor de medvirkende i første omgang har valgt at dele en så personlig begivenhed med resten af Danmark.

Publiceret 02 October 2018 07:56