Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Larsen fortalte sine erindringer inden døden: Nu udkommer bogen

En unik bog om Kim Larsens liv - fortalt af Kim Larsen - udkommer i december

Af
Jacob Nielsen

Efter Kim Larsens død den 30. september har aviser, tv og ugeblade bragt den ene artikel efter den anden om hans liv og eftermæle. Samtidig har hans musik fuldstændig overtaget de danske salgs- og downloadhitlister.

Hvis du hører til dem, som ikke kan få nok af Larsen, så er der godt nyt. Der er nemlig en erindringsbog på vej, som forventes klar til årets julehandel. Det oplyser Politikens Forlag, der står bag udgivelsen.

I det sidste halve år før sin død arbejdede Kim Larsen på erindringsbogen i samarbejde med den anerkendte biografiforfatter, Jens Andersen. De to nåede at gennemføre en række lange interviews, hvor Kim Larsen fortalte om sin slægt, sine rødder, sin barndom og sin ungdom – hele tiden frem til starten af 1970’erne, da det store gennembrud med Gasolin kom.

"At Kim Larsen og jeg mødtes omkring et bogprojekt, hvor han - som han sagde med glimt i øjet - “helst ville sige sandheden, men det kan jo være svært for en lystløgner”, har været en interessant og berigende oplevelse i det trekvarte år, det stod på. Hver gang sad Larsen klar hjemme i køkkenet i Odense med guitaren, smøgerne og kaffen inden for rækkevidde. Klar til at fortælle. “Er du også klar J.A.?”, sagde han med et drilagtigt grin. Jeg tror, at Kim Larsen selv var overrasket over, hvor detaljeret hans livsfortælling blev, som den skred frem. Det var ligesom lag på lag, der pludselig var sat i skred. Det rullede bare derudaf, og det virkede også som om, han blev mere og mere inspireret og undervejs flyttede erindringer over i sit musikalske univers. Her eneste gang sluttede han vores lange samtaler med en lille dramatisk cliffhanger, så jeg kunne glæde mig til næste gang. Jo, jo, en rigtig spillemand - og en djævleblændt god mundtlig fortæller," siger Jens Andersen i en pressemeddelelse.

Udgivelsesdagen er sat til den 4. december.

Publiceret 10 October 2018 12:47