Gellerupparken har en høj koncentration af flygtninge og indvandrere.

Gellerupparken har en høj koncentration af flygtninge og indvandrere. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Massive integrationsproblemer i Aarhus: Kræver stop for flere flygtninge

Særlige integrationsproblemer i Aarhus kræver stop for nye flygtninge, mener de borgerlige partier i Aarhus Byråd

Aarhus Kommune har store problemer med integration af flygtninge og indvandrere, som der er en stor koncentration af i Gellerup/Toveshøj og Bispehaven, der begge er på ghettolisten. I disse områder er der store sociale problemer og høj arbejdsløshed, og børnene er ikke gode nok til at tale dansk.

Sådan skriver de borgerlige partier i Aarhus Byråd i et brev til integrationsminister Inger Støjberg, hvor de beder ministeren om at fritage Aarhus Kommune fra at modtage flere flygtninge. Partierne skriver, at mange flygtninge og indvandrere fra andre kommuner flytter til Aarhus og giver særlige udfordringer i den jyske hovedstad.

Rettidig omhu

"Der er brug for, at vi fokuserer på få at løst de markante integrationsudfordringer, som vi oplever i nogle dele af Aarhus Kommune, før der placeres endnu flere flygtninge i vores by. Det er rettidig omhu og sund fornuft," siger byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V) i en pressemeddelelse.

Venstre har taget initativ til brevet, som også Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har skrevet under på. Ifølge Gert Bjerregaard har de andre partier i byrådet sagt nej til at være medunderskriver på brevet.

De borgerlige partier ønsker stop for nye flygtninge fra 2019.

jr

Publiceret 15 October 2018 08:16