Foto: Mostphotos

Eksplosion i asylansøgninger fra dette land: Stjæler med arme og ben mens deres sag behandles

Antallet af asylansøgere fra Georgien er mere end firedoblet i Danmark på bare et enkelt år

Af
Jacob Nielsen

Sidste vinter advarede myndighederne i både Tyskland og Sverige om, at et stort antal georgiere udnytter de to landes asylsystemer til at begå berigelseskriminalitet, mens deres asylsager behandles.

Nu ser det ud til, at også Danmark er blev interessant for kriminelle georgiere. Det skriver bt.dk.

I gennemsnit har Danmark modtaget 75 georgiske asylansøgere om året de seneste mange år, men i løbet af 2018s første ni måneder er det tal allerede firedoblet til 303 ansøgninger. Samtidig er antallet af politisigtelser mod georgiske statsborgere femdoblet, oplyser Rigspolitiet.

"Vi kan desværre se, at kriminaliteten blandt asylansøgere fra Georgien er et område i ret voldsom vækst, og det er både noget, vi har og skal have stort fokus på. Nogle af dem arbejder sammen i mere eller mindre organiserede grupper og kan både være flere om at stjæle selve varen og om at afsætte den efterfølgende," siger vicepolitiinspektør Lars Mortensen fra Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet til bt.dk.

Bliv opdateret dagligt med de seneste 112-nyheder om ulykker, drab og vold fra lokalavisen.dk direkte i din mailboks. Tilmeld dig nyhedsbrevet her:

Udlændingestyrelsen har indtil videre behandlet cirka 200 af de georgiske asylansøgninger i år. Halvdelen er endt med afslag. I de resterende sager er ansøgeren forsvundet ud af systemet, inden sagen er færdigbehandlet.

Georgiske statsborgere må i henhold til en aftale mellem Georgien og EU fra 2016 rejse frit indenfor Schengen-området i 90 dage.

Publiceret 29 October 2018 11:34