Foto: Adam Hult/Privat (Lokaltidningen.se)

Caroline dybt chokeret over porno i hotel-restaurant: Bare bryster og kvinder som bliver taget bagfra

Kritiserer kunstvalget i Hotel Öresunds restaurant

Af
Ida Asplund Ådahl / Jacob Nielsen

Billeder af nøgne kvinder og par der har sex blev for meget for Caroline Grimwalker, da hun for nylig var til brunch på det nye Hotel Öresund i Landskrone.

"Både placeringsmæssigt og ud fra et feministisk synspunkt synes jeg, det er helt forkert," siger hun til Lokalavisen.dks svenske søsteravis, Lokaltidningen.se.

Caroline Grimwalker var på det nye hotel i Landskrone med sin mand, da de så billederne hænge i restauranten.

"På et af billederne danser en kvinde med brysterne fremme, mens en påklædt mand danser tæt op af hende bagfra og en anden mand sidder på en stol bagved. På et andet billede var det tydeligt, at et par havde sex. Kvinden, der bliver taget bagfra, er nøgen og svedig. Det er et pornobillede," siger Caroline Grimwalker.

Hun er dybt kritisk overfor, hvordan hotellet har valgt at hænge billederne.

"Måske fungerer de bedre et andet sted. De er bestemt ikke, hvad du forventer midt i morgenmaden. Samtidig lå der information på bordene om, at børn under 12 år spiser billigere. Det er en uheldig sammenblanding," siger Caroline Grimwalker til Lokaltidningen.se og fortsætter;

"Fra et feministisk synspunkt synes jeg også, det er for dårligt. Det er altid kvinder, der skal optræde nøgne - og i det her tilfælde bliver taget bagfra. Kunne man finde på at hænge billeder op, hvor det var modsat? Hvor det var manden, der var nøgen og i fokus? spørger hun.

Det er et kunstværk

Billederne er ifølge hotellet en del af en serie, som er indkøbt af et andet hotel indenfor koncernen.

Hotellet har nu pillet et af billederne ned efter flere kritiske kommentarer, og hvis der kommer flere kommentarer, er man parat til at gå videre.

"Så omplacerer vi dem. Det skal ikke være stødende på nogen måde, og det er klart, at hvis gæsterne tar billederne ilde op, så skal de væk," siger Göran Andersson, administrerende direktør for Thanda AB, som driver Hotell Öresund, til Kvällsposten.

Direktøren er dog ikke enig i, at billederne er udtryk for objektivering af kvinden.

"Vi ser det ikke som et objekt. Det handler om dansen. Og vi kunne også godt finde på at vise en halvnøgen mand. Det er et kunstværk," siger Göran Andersson til avisen.

Publiceret 31 October 2018 11:31