Foto: Tim Kildeborg Jensen / Ritzau Scanpix

Foto: Tim Kildeborg Jensen / Ritzau Scanpix

543.281 kroner indsamlet til afdød overlæges børn: Her er familiens rørende tak

Indsamlingen til fordel for afdøde overlæge, Kristian Rørbæk Madsen, har nået sit endelige resultat. Rørt familie takker for støtten

Af
Jacob Nielsen

Da overlæge på Odense Universitetshospital, 43-årige Kristian Rørbæk Madsen, i november måned på chokerende og tragisk vis valgte livet fra, blev tre lægekollegaer hurtige enige om, at de ville gøre, hvad de kunne for at hjælpe den efterladte familie, Kristians kone og tre børn, Karl (12) , Amanda (9) og Alfred (4).

De startede derfor en landsdækkende indsamling, som nu har nået sit endelige resultat.

"Familien har modtaget i alt 543.281 kroner fra omkring 2.800 støttere," fortæller en af initiativtagerne til indsamlingen, Svend Gundestrup, til Lokalavisen.dk. Sammen med de to andre initiativtagere, Peter Nytofte Skov og Katja Kilb Jacobsen takker han alle som har støttet:

"Vi er utrolig rørte over, at I har formået at støtte familien med et så flot beløb," lyder det.

Også Kristian Rørbæk Madsens efterladte kone, Anna, sender en hjertelig tak til alle, som har bidraget:

"En inderlig tak for de overvældende mange bidrag til indsamlingen til minde om Kristian Rørbæk Madsen, min elskede mand og børnenes gode far. Den rørende opbakning er et stort skulderklap til børnene fra de mange mennesker, som Kristian inspirerede gennem sit liv og virke. Det er en trøst, at vi ikke er alene, og vi føler os båret af jeres kærlige omsorg og hjertevarme i vores tab af Kristian."

Publiceret 23 December 2018 09:30