Tidligere borgmester død: "Det er et stort hjerte, der er holdt op med at slå"

Denne nekrolog over Carl Johan Rasmussen er bragt i Lokalavisen Favrskov af borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring.

Af
Nils Borring

borgmester i Favrskov Kommune

Om morgenen den 22. december modtog jeg meddelelsen om, at Carl Johan Rasmussen stille var sovet ind.

Favrskov Kommune har mistet en dygtig og erfaren politiker samt et engageret og afholdt menneske med Carl Johan Rasmussens dødsfald.

Efter Carl Johan tiltrådte som skoleleder ved Bavnehøjskolen i Hadsten i 1980, var det naturligt for ham at engagere sig lokalt. Det faldt ham naturligt at stille op til kommunalvalget, og det resulterede i en plads for Socialdemokratiet i Hadsten Byråd i perioden fra 1986-98.

Byrådsarbejdet blev kronet med hvervet som borgmester fra 1989-94 og efter en pause fra politik frem til 1998, blev det til to perioder i Aarhus Amtsråd, hvor Carl Johan beklædte poster som gruppeformand og formand for Sundhedsudvalget.

I forbindelse med kommunalreformen i 2007 vendte Carl Johan tilbage til kommunalpolitik, da han blev valgt til Favrskov Byråd fra 2005-09. Her indtog han posten som viceborgmester og satte sit præg på den nydannede kommune.

I 2009 og 2013 blev Carl Johan valgt ind i Regionsrådet med meget flotte personlige stemmetal. Det førte bl.a. til formandsposter i Sundhedskoordinationsudvalget og Praksisplanudvalget.

Gennem årene i Amtsrådet og Regionsrådet var sundhedsområdet det centrale interessefelt for Carl Johan. Her tog han medansvar for - og stod på mål for - svære beslutninger. Også når det drejede sig om hospitalsnedlæggelser, hvor modstanden kunne være stor.

Som politiker var Carl Johan en meget respekteret kollega og modstander. Man kunne altid stole på, at en aftale var en aftale. Den pragmatiske tilgang til det politiske arbejde resulterede i mange flotte resultater og venskaber på tværs af partier.

I et interview til en lokalavis udtalte Carl Johan engang: ”Man får ikke indflydelse ved at skælde ud og råbe højt. Den linje har jeg altid forfulgt som politiker.”

Det udsagn kan jeg bekræfte og derfor efterlader Carl Johan også et stort tomrum. Han vil altid blive husket som et resultatsøgende og tillidsfuldt menneske, der gerne gik den ekstra mil for at nå i mål – sammen med andre.

På den private bane har lysten og viljen til at hjælpe især børn i den tredje verden optaget Carl Johan. Han har altid været et socialt engageret menneske, der kerede sig om sine medmennesker, og døren til privaten var altid åben til en snak om stort og småt. Det er et stort hjerte, der er holdt op med at slå.

Vores tanker går til hans hustru Hanne og deres børn i denne svære tid. Æret være Carl Johans minde.

Publiceret 23 December 2018 13:40