Kurt Isaksen med sin hund Ragnar. Foto: Signe Haahr Pedersen

Kurt Isaksen med sin hund Ragnar. Foto: Signe Haahr Pedersen

Mand og to hunde gik gennem isen: Kurt smed tøjet og reddede dem alle op

Kurt Isaksen fra Gentofte er blevet hædret af Carnegies Belønningsfond for en redningsaktion ved Charlottenlund Fort sidste år

Så satte Kurt sit liv på spil Kurt smed sit tøj og sprang i voldgraven

En iskold dag i marts 2018 gjorde Kurt Isaksen en kæmpe forskel, da han uden tanke for eget helbred viste heltemod og reddede to hunde og en hundeejer, som var gået gennem isen i voldgraven ved Charlottenlund Fort. Det skriver lokalavisen Villabyerne i Gentofte.

Klokken var lidt over ni om morgenen, da Kurt Isaksen og hans hund Ragnar var ude at gå morgentur med en gruppe andre hunde og deres ejere.

Da de nåede til fortet, løb labradoren Winston og retriveren Arnold ud på isen. Med ét kollapsede den under dem, og hundene kæmpede febrilsk for at holde snuderne oven vande. Deres ejer begav sig straks ud efter dem, men han faldt også igennem og kunne hverken komme frem eller tilbage.

Kurt smed sit tøj og sprang ned på voldgravens frosne overflade. Med sin kropsvægt møvede han sig fremad, så der blev dannet en passage gennem isen, og hans kammerat kunne bevæge sig mod bredden og blive hjulpet op af de andre, mens Kurt fortsatte ud til de to hunde.

Da han nåede ud til dem, vendte han sig om og fik dem til at svømme efter sig tilbage til land. Lige så snart hundene anede, at de kunne få jord under poterne, blev de så ivrige for at komme op, at de væltede henover Kurt, så han fik hovedet under vand.

Kurt fik alle sikkert oppe af voldgraven, og Beredskab Øst kom dem efterfølgende til assistance, skriver Villabyerne.

På indstilling af en fra hundeluftergruppen har Kurt netop modtaget en dusør på 10.000 kroner for sit heltemod af Carnegies Belønningsfond, som især har lagt vægt på hans snarrådige handling den morgen sidste år i marts.

Kurt Isaksen sammen med Lise Nørgaard og hver deres hunde. Foto: Signe Haahr Pedersen

Kurt Isaksen sammen med Lise Nørgaard og hver deres hunde. Foto: Signe Haahr Pedersen

Lise Nørgaard, som indstillede Kurt, mener at helteudnævnelsen er helt på sin plads.

"Der skal noget til at kaste sig ud på den måde. Det var en rigtig flot handling. Det sker, at hunde ryger ind under isen og har svært ved at komme ud igen. Hver vinter hører man om en hund, der er druknet på den måde," siger hun og gør klart, at det ikke overraskede hende, at Kurt tog affære.

"Det er helt i tråd med, hvem Kurt er. Han hjælper altid, og han er meget glad for hundene, og de er glade for ham," siger Lise Nørgaard til Villabyerne.

Kurt er både glad og stolt af hæderen og noteret tørt om sin indsats:

"Det er et godt scoretrick."

jn

Publiceret 19 January 2019 13:42