Mary Consolata mødte til Slutwalk 2017 op i sit sportstøj, som jævnligt skaber røre i fitnesscenteret.

Mary Consolata mødte til Slutwalk 2017 op i sit sportstøj, som jævnligt skaber røre i fitnesscenteret. "Jeg har taget det på for at understrege, at det er min ret at møde op sådan her, selvom folk peger fingre af mig," sagde hun. Foto: JN

Marys store bryster udfordrer: "Det er min ret at klæde mig, som jeg har lyst"

Mary Consolata fortæller om udfordringen i at have store bryster i "10 year challenge"

Af
Jacob Nielsen

Som et led i de seneste ugers "10 year challenge" på Facebook har jurist, iværksætter og blogger, Mary Consolata, fredag lagt et 10 år gammelt foto op på det sociale medie, som viser hende i en nedringet blå kjole, og som er akkompagneret af følgende tekst:

"Så her er jeg så 10 år tilbage! Som I kan se på billedet, så var mine bedste accessories mine bryster! Og for at være helt ærlig, så elskede jeg mine bedste accessories! Jeg elskede min krop! Men det ændrede sig."

Mary Consolate fortæller åbent om, hvordan hun siden de tidlige teenageår har følt, at hendes bryster, og måden hun har gået klædt, er blevet opfattet som en invitation til at blive peget på, råbt af eller begloet af både mænd og kvinder.

Et emne hun også adresserede, da hun tilbage i sommeren 2017 var taler ved demonstrationen Slutwalk i København.

Her sagde hun blandt andet til Lokalavisen.dk:

"De blev hurtigt større og større, og folk begyndte at lægge meget mærke til dem. Det oplevede jeg ved, at jeg nærmest blev nedstirret, når jeg trådte ind i et rum. Jeg har måttet leve med, at andre kvinder griner af mig, peger fingre af mig og latterliggør mig, fordi jeg ser anderledes ud," sagde Mary dengang.

Har sat foden ned

Hun har i de unge år været meget ked af situationen, men har efterhånden lært at sige fra og stå ved sin ret.

"Jeg føler, det er min ret at klæde mig, som jeg har lyst. Hvis mine veninder kan have en bestemt top på, så kan jeg også, selvom jeg har store bryster. Jeg er nået dertil nu, at hvis folk åbenlyst står og glor på mig, så kan jeg finde på at sige "tag et billede - det varer længere - og hold så ellers op med at glo på mig".

Hvis mine veninder kan have en bestemt top på, så kan jeg også, selvom jeg har store bryster

I sit facebookopslag fortæller hun om en specifik episode fra en sensommer, hvor hun satte foden ned:

"Jeg gik forbi en gruppe drenge, der sad udenfor og drak øl. En af dem råbte "se de der patter!". I første omgang gik jeg skamfuldt forbi dem, mens jeg så ned på jorden. Men nok var nok! Jeg fik dernæst modet til at vende mig om og gå dem i møde: "Jeg er sikker på, det ikke er første gang, du har set store bryster før! Tag dig sammen!" svarede jeg igen! Bordet blev helt stille. Rystende gik jeg min vej, men også stolt af min lille sejr, fordi jeg ikke skulle udskammes på åben gade," skriver Mary i sin 10 year challenge med et budskab.

Publiceret 25 January 2019 12:45