Michael Helmark (tv.) og Lisabeth Beck (th.) hilste på hinanden igen ved nomineringsfesten 8. februar, hvor Camilla Miehe-Renard var vært.

Michael Helmark (tv.) og Lisabeth Beck (th.) hilste på hinanden igen ved nomineringsfesten 8. februar, hvor Camilla Miehe-Renard var vært.

Hjerteredder hyldet: Michael reddede Lisabeths liv

I august var Michael Helmark med til at redde kvinde, der fik hjertestop bag rattet i myldretiden på motorring 3. Nu er han nomineret til prisen som Årets Hjerteredder 2019

Michael Helmark, Lyngby, er blandt de nominerede til Hjerteforeningens pris Årets Hjerteredder 2019.

27. august 2018 var han sammen med en anden nomineret, Anemone Naur fra Søborg, med til at redde 34-årige Lisabeth Beck fra Humlebæk, der fik hjertestop ved Buddingeafkørslen på motorring 3, mens hun kørte i bil i myldretiden.

Hjertestop bag rattet

Lisabeth Beck sank livløs ind over passagersædet.

Først trak bilen til venstre og ramte autoværnet, hvorefter den kørte i modsatte retning, krydsede tre motorvejsspor og kørte ind i autoværnet på den anden side af vejen.

Bilen stoppede endnu ikke, men fortsatte op ad afkørslen mod Buddinge, hvor den kørte op bag i en anden bil og stoppede.

To bilister, blandt andet Michael Helmark, løb over til hendes bil og forsøgte at komme ind i bilen.

Men dørene var låst, så de måtte hente en svensknøgle og smadre ruden, før de fik hende ud af bilen.

Har det godt

En kvinde ringede 1-1-2, mens Anemone Naur, der arbejder som sygeplejerske og tilfældigvis kørte bag Lisabeth Beck, var stoppet og konstaterede, at Lisabeth Beck ikke trak vejret, hvorefter hun gik i gang med hjerte-lunge-massage.

Også to civilbetjente kom ilende til stedet og hjalp til.

Da ambulancen og lægebilen ankom, overtog redderne og gav Lisabeth Beck to stød med en hjertestarter. Senere blev hun indlagt på Rigshospitalet.

Lisabeth Beck har fået indopereret en ICD og har det godt.

Hjertegalla venter

Michael Helmark og Lisabeth Beck hilste på hinanden igen ved nomineringsfesten 8. februar hos Nykredit, journalist Camilla Miehe-Renard var vært og gennemgik de i alt 28 indstillede redninger.

Den hjerteredder, der opnår flest stemmer på hjerteforeningen.dk/givliv, modtager den ultimative hyldest i ’Hjertegalla’, der sendes live på TV2 Charlie lørdag 9. marts kl. 21.

Det er læserne af Hjerteforeningens medlemsblad Hjerteliv, besøgende på Hjerteforeningens hjemmeside og følgere på Facebook, der vælger ”Årets Hjerteredder”.

Publiceret 28 February 2019 13:13