Aarhus Kommune har kig på de unges alkoholvaner.

Aarhus Kommune har kig på de unges alkoholvaner. Foto: Adobe Stock

Opgør med drukkultur: Aarhus inspireret af udgangsforbud for unge om aftenen

Aarhusianske politikere kigger mod Island, hvor udgangsforbud for unge om aftenen og investeringer i idrætsaktiviteter har fået langt færre unge til at drikke og ryge

Af
Jeppe Rafn

Unge under 13 år skal være hjemme klokken 20 om vinteren og klokken 22 om sommeren. Unge mellem 13 og 16 år skal være hjemme senest klokken 22 fra september til maj, og om sommeren må de være ude til midnat. Forældrepatruljer holder øje med, at det overholdes.

Sådan har man gjort i Island for at gøre op med unges drukkultur. Det har givet færre unge, der drikker, ryger cigaretter og ryger hash, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. Blot en ud af seksten islandske 10. klasseelever har drukket i den seneste måned. I Danmark har over halvdelen af de 16-årige drukket indenfor den seneste måned.

Aarhus Kommune har nedsat et nyt og midlertidigt sundhedsfremmeudvalg, der vil tænke i nye retninger for at fremme sundheden, herunder de unges alkoholvaner, skriver Lokalavisen Aarhus.

Peder Udengaard (S) er formand for Sundhedsfremmeudvalget i Aarhus Kommune.

Peder Udengaard (S) er formand for Sundhedsfremmeudvalget i Aarhus Kommune. Pressefoto fra Aarhus Kommune

"Især Island inspirerer os, som virkelig har rykket og givet borgerne bedre sundhed og flere idrætsaktiviteter," siger Sundhedsfremmeudvalgets formand Peder Udengaard (S) i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Tilskud til at dyrke idræt

Udgangsforbuddet for unge om aftenen i Island er kombineret med krav om, at man skal være 20 år for at købe alkohol.

Og masser af fritidsaktivitet. Alle islandske børn får tilskud til at dyrke idræt. Hovedstaden Reykjavik bruger syv procent af sit budget til sport og fritid. Det er ti gange så meget som i Aarhus, der bruger 0,7 procent på sport og fritid.

"Aarhus er slet ikke så usund, når vi sammenligner os med resten af landet, men i forhold til de nordiske lande er Danmark langt efter. Derfor er vi nødt til at gøre mere på sundhedsfremme- og forebyggelseområdet og ikke kun behandle, som regeringens sundhedsreform primært har fokus på," siger Peder Udengaard ifølge Lokalavisen Aarhus.

"Vi vil i det nye udvalg have store ambitioner om at fremme sundheden og livsglæden i Aarhus, for vi bør gøre langt mere for at øge vores levetid og få flere gode leveår. Derfor skal vi tænke i nye retninger, og vores anbefalinger bliver afleveret til byrådet," siger Sundhedsfremmeudvalgets formand.

Sundhedsfremmeudvalget består af Peder Udengaard (S), formand, Dorthe Borgkvist (S), næstforperson, Steen Bording Andersen (S), Mette Bjerre (SF) og Hans Skou (V).

Undervejs vil de få input fra eksperter i sundhedsøkonomi, sundhedsfremme og idrætsdeltagelse med videre:

Sundhedsøkonomi (professor Jes Søgaard)

Sundhedsfremme og forebyggelse (professor Helle Maindal)

Social ulighed i sundhed og dataunderstøttelse (seniorforsker Finn Breinholt)

Familie og forældre (Anne Ernst Grøndal, næstformand i Aarhus Forældreorganisation)

Idrætsdeltagelse og foreningsliv (direktør Jakob Rathlev)

Mental sundhed (professor Carsten Obel)

Almen praksis (praktiserende læger og formænd for Praktiserende Lægers Organisation i henholdsvis Region Midt og Aarhus, Lise Høyer og Jakob Ravn).

Publiceret 01 March 2019 14:50