Master Fatman ses her i rollen som arrangør af det populære børnekarneval. Arkivfoto: Copenhagen Carnival

Master Fatman ses her i rollen som arrangør af det populære børnekarneval. Arkivfoto: Copenhagen Carnival

Master Fatmans død efterlader karneval i dyb krise: "Han bliver umulig at erstatte"

Arrangør af Copenhagen Carnival, Louise Kubert, sætter ord på tabet af karnevallets protektor, Master Fatman

For præcis en uge siden lød meldingen om, at Morten Lindberg, alias Master Fatman, natten til tirsdag var gået bort kun 53 år gammel.

Meddelelsen ramte som et granatchok bredt i hele landet. Ikke mindst i det danske karnevalsmiljø hvor kunstneren, sangeren, djén m.m. igennem mange år har haft en enorm rolle.

Altid farverige Master Fatman var et perfekt match med det københavnske karneval, som han blev involveret i tilbage i 2006, og som han, ved sin død, var protektor for. Det fortæller karnevalsarrangør, Louise Kubert.

"Alt det han stod for, såsom rummelighed, at man skal være god mod hinanden, og at der skal være plads til alle, det er præcis, hvad vi også står for. Derudover har han som ven og bannerfører gjort utrolig meget for det brasilianske miljø i Danmark, og som arrangør af børnekarnevallet var han fantastisk - uden sidestykke. Han bliver umulig at erstatte. Der fandtes kun én som ham," siger Louise Kubert, som fortæller, at Fatmans pludselige død har ramt rigtig hårdt i forberedelserne til årets karneval, der er planlagt til afvikling pinselørdag den 8. juni.

"Udover at det er utrolig trist, så står vi med et kæmpe problem nu. Morten var min højre hånd i planlægningen. Han havde gang i en masse ting, som ingen af os andre ved, hvor nu står. Men vi vil forsøge at få samlet op på det," siger Louise Kubert, som også sidste år havde en hård optakt til festlighederne.

Sidste år hang karnevallet nemlig i en tynd tråd og blev afholdt i noget mindre målestok end tidligere år, fordi eventbureauet, som førhen stod for promoveringen, pludseligt var lukket og karnevallet samtidig mistede sit kommunale tilskud.

Da Morten hørte om sidste års kvaler, tilbød han ekstra assistance med dette års arrangement.

"Morten ville have, at karnevallet skulle køres op igen. Det måtte for alt i verden ikke dø. Det betød meget for ham, at det var en folkefest, og at det blev holdt i den brasilianske ånd, så han lagde utrolig mange timer i det helt uden beregning," fortæller Louise.

Hun vil nu, sammen med alle andre i miljøet, smøge ærmerne ekstra højt op for at blive klar til 8. juni. Da bliver København igen fuld af sambaglæde med parade gennem Strøget og stor fest i Fælledparken. Og det hele bliver dedikeret til karnevallets største ven af huset, Master Fatman.

jn

Publiceret 02 April 2019 00:00