Foto: Nordjyllands Politi / FB

Foto: Nordjyllands Politi / FB

6-årige Lily sendte specielt brev: Pludselig stod politiet i hendes klasse

Ønsker kan gå i opfyldelse. Det erfarede 6-årige Lily fra Nordjylland onsdag formiddag, da det pludselig bankede på døren til klasseværelset på hendes skole.

6-årige Lily havde klippet et gækkebrev og lagt det i postkassen på Hobro Politistation. I et medfølgende brev skrev hun, at hun inderligt ønskede sig et besøg af en politibil, imens hun var i skole, skriver Nordjyllands Politi på facebook.

Gennem grundig efterforskning lykkedes det politiet at opklare, hvem pigen bag de fire prikker i gækkebrevet var, og så blev man enige om at opfylde hendes ønske til stor glæde for hele 0. klassen.

Det oplyser Nordjyllands Politi, som havde påskeæg med til alle børnene, som fik chancen for at se, røre og spørge til patruljebiler og politiudstyr.

jn

Publiceret 05 April 2019 11:06