Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Han kæmpede for medicinsk cannabis - nu er han død

Ulrich Vestergaard, som hjalp mange kronisk syge med at skaffe medicinsk cannabis til at lindre deres smerter, er gået bort.

En af de store forkæmpere for retten til medicinsk cannabis, Ulrich Vestergaard fra Aalborg, er død efter flere års kamp mod kræft i leveren. Det skriver TV2 Nord.

Ulrich Vestergaard blev mere eller mindre landskendt, da boligselskabet, som ejer den lejlighed han havde i Blomstermarken i Aalborg, truede med at smide ham ud, fordi han solgte medicinsk cannabis fra lejligheden, hvilket gjorde, at flere beboere følte sig utrygge.

Parterne endte med at indgå et forlig om, at Vestergaard skulle fraflytte med udgangen af marts måned. Han afgik ved døden lørdag den 30. marts - dagen før.

Kim Velf, mangeårig ven af Ulrich Vestergaard, er ikke i tvivl:

"Det er Danmarks største frihedskæmper, vi har mistet. Han gik så utroligt meget igennem, for at Hr. og Fru. Danmark vidste, hvad alternativ behandling var. Han var en folkehelt," siger han til TV2 Nord.

Han oplyser desuden, at afdøde Ulrich Vestergaard bisættes fra Sønder Kirkegaard i Aalborg i morgen tirsdag den 9. april. klokken 14.

jn

Publiceret 08 April 2019 13:56