Luca's allerede berømte pizzaer. Pressefoto

Luca's allerede berømte pizzaer. Pressefoto

Nyåbnet restaurant i det gode selskab:

To hovedstads-pizzeriaer i Europas top 5

Danmark har nu to pizzabagere med blandt de fem bedste i Europa. Nyåbnet restaurant i København på listen

Det kan godt være, at det er italienerne, der hyldes som pizzaens opfindere, men det er tilsyneladende Danmark og Frankrig, der er bedst til at slå en god dej med fyld op.

I hvert fald hvis man skal tro den anerkendte '50 Top Pizza', der hvert år kårer de bedste pizzaer i verden.

Det har netop offentliggjort de bedste europæiske pizzaer, og her indtager to danske pizzeriaer top fem - sammen med to restauranter i Paris og en enkelt i London.

Københavnske Bæst, der holder til i Guldbergsgade, har fået en flot tredjeplads, mens nyåbnede Pizzeria Luca fra Gammel Strand stryger direkte ind på en plads som det femtebedste i vores verdensdel.

De 5 bedste i Europa:

1. 50 Kalò di Ciro Salvo Pizzeria, London

2. Bijou, Paris

3. Bæst, København

4. Ober Mamma, Paris

5. Pizzeria Luca, København

Lasse Wiwe, partner i Pizzeria Luca. Pressefoto

Lasse Wiwe, partner i Pizzeria Luca. Pressefoto

At Pizzaria Luca stryger mod toppen så hurtigt er imponerende - ikke mindst fordi restauranten blot har haft åben i to måneder.

Pizzariaet laver en dej, der kræver 72 timers forarbejde, og opskriften har ejerne fra den prisvindende italienske pizzaiolo Luca Platania, som pizzeriaet også er opkaldt efter.

"Det krævede tre dage i Rom med mange flasker rødvin og en masse overtalelse, før vi fik ham med, men det har så til gengæld givet os opskriften på hans 72-timers koldhævede pizzadej, som jeg godt tør kalde én af Europas bedste. Ja, det har vi jo faktisk nu bevis på," siger Lasse Wiwe, partner i Pizzeria Luca, i en pressemeddelelse.

"Vi åbnede pizzeriaet for knap to måneder siden, og vi havde aldrig troet, at vi allerede nu ville blive anerkendt af selveste 50 Top Pizza. Jeg kan faktisk ikke helt tro det – jeg måtte nive mig selv lidt i armen, da jeg hørte nyheden i morges," siger han.

dp

Publiceret 25 May 2019 12:12