"Tigeren" blev vurderet til at være den fedeste forlystelse i Europa. Foto: Djurs Sommerland

Dansk sommerland kåret som Europas bedste familie-forlystelsespark

Djurs Sommerland vandt to flotte priser til Park Excellence Awards

En af Europas absolut bedste forlystelsesparker ligger i Østjylland, nærmere bestemt i Nimtofte på Djursland.

Det blev onsdag aften slået fast, da forlystelsesindustrien fejrede sig selv i Paris ved Park Excellence Awards 2019, der afholdes af Park World Magazine.

Som den eneste danske forlystelsespark var der priser til Djurs Sommerland, og det blev endda til to af slagsen.

Det populære udflugtsmål vandt både "Family Park og the Year" og "Thrill Ride of the Year".

"Vi er utroligt glade og meget stolte på medarbejdernes vegne for at have vundet de to europæiske priser. Siden 2008 har vi investeret mere end 500 millioner i produktudvikling og tematiserede forlystelser, og vi arbejder hele tiden på at levere de allerbedste oplevelser til vores gæster. Vi ser de to priser som en særdeles stor anerkendelse. Vi var oppe imod et stærkt felt af forlystelsesparker med højt internationalt niveau," siger direktør Henrik B. Nielsen i en pressemeddelelse.

I kategorien "Thrill Ride of The Year" vandt Djurs Sommerland for den spritnye forlystelse, "Tigeren", der er en såkaldt gyro-swing. Den er forlystelsesparkens hurtigste og højeste forlystelse, som kan nå en topfart på 100 km/t, mens man får en flyvetur i 45 meters højde.

Der blev uddelt i alt 16 priser, og Djurs Sommerland vandt foran fem finalister i begge kategorier.

Publiceret 21 September 2019 16:15