Borgerne må tage sagen i egen hånd, mener præst, hvis ikke myndighederne vil gøre Danmark ulvefrit.

Borgerne må tage sagen i egen hånd, mener præst, hvis ikke myndighederne vil gøre Danmark ulvefrit. Foto: Adobe Stock

Præst opfordrer til civil ulydighed: "Ulven er en dræbermaskine"

Befolkningen må tage sagen i egen hånd for et ulvefrit Danmark, mener præst, som ulvetilhænger kalder fanden i fåreklæder

"Tiden er inde til at satse på civil ulydighed, hvis ikke myndighederne vil lytte til os, som bor på landet. Jagtforeningerne farer med gode grunde med lempe. Løsningen må da være, at vi ligesom under krigen opretter nogle hemmelige modstandsgrupper."

Præst Jens Kristian Noe opfordrer i et læserbrev i Dagbladet Holstebro-Struer til, at borgerne tager sagen i egen hånd, hvis ikke myndighederne vil gøre Danmark ulvefrit. Han skriver, at han stort set kun møder mennesker, som ønsker et ulvefrit Jylland.

"Ulven er en dræbermaskine, som har specialiseret i at jage i flok. Hvis de mangler føde, kan de let krænge en ko," skriver præsten.

Han beundrer ulvedræberen Mourits Troldtoft, som i foråret 2018 skød en ulv, der løb på hans mark ved Ulfborg i Vestjylland.

"Jeg håber inderligt, at Troldtoft kan gå fra retten i Viborg som en fri mand," skriver præsten.

Fanden i fåreklæder

Efter præstens læserbrev fløj ulveagitatoren Bjørn Holmskjold til tasterne og gik i clinch med præsten, der befinder sig på den anden fløj i den ophedede ulvedebat.

"Det er ikke hver dag, man skal forholde sig til en troende præst, der ikke ved bedre end at være af den overbevisning, at Gud tillader mennesket for egen vindings skyld at udrydde hans skabninger. Den, der tror det, er ikke præst af Guds nåde, men Fanden selv i fåreklæder, og ganske uvidende om Guds vilje med det skabte," skriver Bjørn Holmskjold i et læserbrev i samme avis.

jr

Publiceret 21 September 2019 17:55