Arkivfoto: Marie Hald, Anne Bæk, Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Marie Hald, Anne Bæk, Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Stor fyringsrunde i selskabet bag Bilka, Føtex og Netto: Så mange bliver ramt

Salling Group, som står bag kødevarekæderne Føtex, Bilka og Netto, gennemfører i dag en større organisationstilpasning.

Salling Group gennemfører i dag en organisationstilpasning af virksomhedens centrale funktioner. Ændringerne berører support- og back office-funktioner, som ikke er direkte kundevendte, oplyser Salling Group på sin hjemmeside.

Målet er at udøve rettidig omhu og sikre, at selskabet forbliver konkurrencedygtigt, lyder det.

De seneste år har Salling Group udviklet organisationen og implementeret nye systemer samt stabiliseret driften, og som led i tilpasningen forenkles Salling Groups centrale funktioner, og ansvar flyttes ud i organisationen for at skabe kortere beslutningsgange tættere på kunderne.

Tilpasningen berører cirka 200 medarbejdere i form af omplacering, opsigelse eller ændrede ansættelsesvilkår. Ifølge Ekstra Bladet erfarer Finans.dk, at tallet for reelle fyringer vil være cirka 130, mens omkring 70 medarbejdere skal omplaceres.

"Desværre betyder tilpasningen, at vi må tage afsked med dygtige kolleger, som jeg gerne vil takke for hver især at have ydet en rigtig stor indsats. Vi gennemfører en målrettet indsats for at hjælpe alle i deres søgen efter job. Vi håber selv at genansætte så mange som muligt, når der atter viser sig åbninger i Salling Group," siger administrerende direktør, Per Bank.

jn

Publiceret 26 September 2019 10:19