Ronnie Atkins.

Ronnie Atkins. Foto: Sarah Christine Nørgaard/RitzauScanpix

Forsanger ramt af kræft - dansk rockband aflyser alt:

"Jeg er fast besluttet på at bekæmpe sygdommen"

Forsangeren for det danske rockband Pretty Maids har fået kræft, oplyser bandet

Han har sunget teksten til rockklassikere som 'Please don't leave me', 'Little drops of heaven', 'Clay' og meget mere.

Ronnie Atkins - med det borgerlige navn Paul Christensen - er frontmand og - sanger for det rutinerede danske rockband Pretty Maids, og nu er han blevet ramt af kræft.

Det skriver bandet på sin Facebook-side.

"Vi er kede af at annoncere disse dårlige nyheder. Vores bror Ronnie har for nylig fået diagnosen lungekræft. Det betyder, at vi er nødt til at aflyse alle shows frem til slutningen af januar 2020, og vi er kede af den ulejlighed det måtte medføre. Lige nu er alle planer på hold, så for nu kan vi ikke sige meget mere grundet den nuværende situation, men vi vil holde jer opdateret. Al fokus er på Ronnies helbrede og hans behandling nu. Vi håber på jeres kærlighed og forståelse," skriver forsangerens fire bandkollegaer.

Ronnie Atkins var med til at stifte Horsens-bandet, der havde sin absolutte storhedstid i 80'erne, hvor Pretty Maids fik en stor fanskare i udlandet - ikke mindst i Japan, hvor bandet har spillet utallige koncerter.

I Facebook-opdateringen fra bandet har Ronnie Atkins også skrevet et åbent brev til fansene.

"Det er skræmmende, hvordan din verden kan blive vendt op og ned på blot få uger. Jeg var til lægen for at få foretaget et rutinetjek på grund af nogle rygsmerter i midten af august. Jeg gennemgik utallige scanninger, bronkoskopier, biopsier med mere og brugte lang tid i uvished på at vente på svarene. Endeligt, for tre uger siden, fik jeg diagnosen lungekræft," skriver forsangeren og fortsætter:

"Det har på alle måder været et chok for mig, min familie og dem, der er tætte på mig, da den kom totalt uventet uden nogen former for typiske symptomer, og alt har udviklet sig så hurtigt på det seneste. Jeg er allerede i behandling og undergik en operation for to uger siden, hvorefter jeg har brugt 10 dage på hospitalet med lungebetændelse som konsekvens af operationen. Ifølge personalet er mine udsigter gode med tanke på, at det er lungekræft. Hvorom alt er, skal jeg undergå yderligere behandling det næste par måneder for at være på den sikre side," lyder det optimistisk fra Ronnie Atkins, der slutter:

"Det betyder, at jeg desværre er nødt til at træde tilbage fra mine musikalske aktiviteter på ubestemt tid. Jeg går ind i det her med et positivt mindset, og med den fortsatte kærlighed og støtte fra min familie og mine venner er jeg fast besluttet på at bekæmpe denne sygdom det bedste, jeg kan - hvis Gud vil det."

Pretty Maids udkommer med et nyt album i november og havde koncerter i Sverige og USA planlagt.

dp

Publiceret 06 October 2019 09:42