Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Efter tabet af nyfødt barn: "Den kærlighed, jeg føler for hende nu i den korte stund, jeg får lov at holde hende, bliver mine mest dyrebare minder"

Joy Mogensen kommenterer på tabet af sin datter, Sarah.

Natten mellem fredag og lørdag fødte kultur- og kirkeminister Joy Mogensen sin datter Sarah, men den lille pige var død ved fødslen, og Joy Mogensen står nu midt i en ubærlig sorg.

Men mandag har hun i et længere facebookopslag valgt at sætte ord på den tragiske begivenhed.

"Jeg vil gerne takke alle de kvinder og mænd, der har inspireret mig, og har givet mig mod til at række ud efter forældreskabet. Tak for at I delte jeres drømme og jeres kamp for den største gave, jeg kan forestille mig i livet. Til jer, og til andre der stadig kæmper for at få børn: Det var og er det hele værd. Min lille piges spark i maven, når jeg spillede og sang for hende. Den kærlighed jeg føler for hende nu i den korte stund, jeg får lov at holde hende. Det bliver mine mest dyrebare minder. Hold fast i håbet. Frygt ikke, tro kun. Børn er det hele værd. Det er jeg kun mere bestyrket i. Selvom jeg kun har mærket min lille pige indefra, så opdagede jeg, da jeg så hende, at jeg allerede elskede hende. Det er det vigtigste at holde fast i, midt i det overvældende ulykkelige, at jeg nu skal begrave min datter, skriver Joy Mogensen, som samtidig sender en varm tak til både læger, jordemødre og personalet på Roskilde Sygehus for deres hjælp og støtte.

Slutteligt beder Joy Mogensen de som skulle have lyst til at sende hende blomster eller andet om i stedet for at støtte Landsforeningen Spædbarnsdød via følgende link: https://spaedbarnsdoed.dk/produkt/donation-enkelt/.

jn

Publiceret 07 October 2019 12:29