Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock Valery Bareta - stock.adobe.com

Her er kæmpebryster et "no go"

Den nye klinik CeriX har indtaget Fætter BR's lokaler på Strandvejen 191 med tilbud om blandt andet plastikirurgi til hemmelige VIP-kunder. Men hvis du drømmer om at være en anden, end den du er - med unaturligt store bryster eller læber - så er det ikke her, du skal opereres

Af
Peter Klar

Kosmetik alene var ikke nok, da sygeplejerske og klinikejer Rie Jensen skulle forvandle den tidligere Fætter BR-forretning på Strandvejen 191 til sin fjerde CeriX-klinik.

"Vi rev alt ud og startede forfra," siger Rie Jensen, der også har klinikker i Dronningens Tværgade i Indre By, i Odense og Aalborg.

Den nye klinik i Hellerup er opbygget med et stort receptionsområde ved indgangen, dernæst en række behandlerrum og bagerst operationsgangen med moderne operationsstue, autoklaveringsrum til opbevaring af sterile instrumenter og andre faciliteter, skriver lokalavisen Villabyerne.

Opvågningsstuerne er indrettet med tunge velourgardiner for ikke at give følelsen af hospital.

Apparater fra USA

CeriX er en speciallægeklinik, som tilbyder kosmetiske injektions- og laserbehandlinger og plastikkirurgi.

Behandlingerne spænder fra botox, filler og laserbehandling af hår, ar, kar og pigment til ansigtsløft, fedttransplantationer og brystforstørrende operationer.

"Den teknologiske udvikling går stærkt på vores felt, og vi har valgt kun at arbejde med amerikanske apparater, fordi det er USA, der er længst fremme inden for kosmetisk kirurgi. På den måde sikrer vi vores kunde det bedste resultat, sikkerhed og tryghed," siger Rie Jensen.

Det naturlige resultat

CeriX er rykket ind i Strandvejen 191. Foto: Peter Klar

CeriX er rykket ind i Strandvejen 191. Foto: Peter Klar

Hun åbnede den første CeriX-klinik i 2016. Hun er sygeplejerske videreuddannet i kosmetisk dermatologi og har selv 10 års erfaring med medicinske kosmetiske behandlinger.

"Jeg har tidligere bygget klinikker op for andre og fik lyst at starte for mig selv med mit eget koncept. I CeriX har vi fokus på, at man godt kan se naturlig ud, når man får lavet kosmetiske behandlinger."

"Mange folks holdning til kosmetisk kirurgi er stadig lidt præget af de overdrevne eller uheldige resultater, man ser. Af gode grunde lægger man ikke mærke til alle de vellykkede eksempler, alle dem, der har opnået et smukt, naturligt resultat. De blender bare ind."

VIP-behandling

"For os handler det ikke om, at man skal se helt anderledes ud eller ligne en anden. Det handler mere om at fjerne træk, der måske får dig til at se træt eller vred ud, fordi dine mundvige er begyndt at hænge lidt nedad, eller fordi du har fået rander under øjnene. Vi er heller ikke en klinik, der vil lave kæmpestore bryster," siger Rie Jensen til Villabyerne.

Ønsker du fuld diskretion som kirurgisk kunde, kan du blive hentet af klinikkens privatchauffør, få adgang via VIP-indgang og ligge på din egen stue.

"Af gode grunde lægger man ikke mærke til alle de vellykkede eksempler, alle dem, der har opnået et smukt, naturligt resultat," siger klinikejer Rie Jensen.

Publiceret 08 October 2019 11:32