"Vi havde aldrig troet, at sådan noget kunne ske, og derfor vil vi advare andre om, hvordan boblebadets ventiler fungerer. Næste gang ender det måske ikke så lykkeligt," siger Nour Saberg. Foto: Privat

9-årig pige tæt på druknedøden i boblebad: Håret sad fast i ventil der trak hende under vandet

Far til 9-årige Sirena ønsker at advare andre om faren ved at bade i boblebad

Da 9-årige Sirena skulle tage et bad i fredags, var det nær endt tragisk. Pludselig fik badekarets jetstream-ventil fat i noget af Sirenas hår, og hun blev trukket ned under vandoverfladen, skriver Lokalavisen.dks svenske søsteravis, Lokaltidningen.se.

Som mange gange før havde Sirena fået lov til at gå i boblebadet, mens forældre sad i stuen ved siden af. Men efter et stykke tid hørte forældrene pludselig et højt skrig.

"Jeg løb ind for at se, hvad der var sket, og da jeg kom ind, lå hun i badekaret og kæmpede for at holde hovedet over vandoverfladen. Jeg forstod ikke, hvad der var sket. Min første tanke var, at hun på en eller anden måde havde fået elektricitet igennem sig, så jeg begyndte at tænke over, hvor kontakten var indstillet," siger Sirenas far, Nour Saberg til Lokaltidningen.

"Jeg bøjede mig og trak hende op fra badekaret med al min magt. Så så jeg, at en stor tot hår sad fast i badekarets jetstream-ventil og på den måde holdt hende nede."

Nour Saberg ønsker nu at advare andre.

"Vi har haft det her badekar i fem år og har aldrig været ude for det før. Vi har aldrig tænkt tanken, at noget lignende kunne ske. Vi ønsker derfor at advare andre ejere af boblebade om, at uheld som dette kan ske. For næste gang ender det måske ikke lige så lykkeligt," siger Nour Saberg.

Familiens boblebad er købt i Bauhaus. Og her har marketingchef, Johan Saxne, ifølge nyhedsmediet Aftonbladet, denne kommentar til hændelsen:

"Vi har aldrig hørt om noget lignende før og tager det selvfølgelig meget alvorligt. Vi vil straks kontakte leverandøren og indkøbschefen hos Bauhaus for at videregive information til både butikkerne og kunderne."

Advarslen er hermed nået fra Eslöv i det skånske - over Øresund - og til de danske forbrugere også.

jn

Publiceret 15 October 2019 17:32