Det Grønne Hus tager gerne imod genbrugsting, men ikke decideret affald som i dette tilfælde. Foto: Flemming Hansen

Det Grønne Hus tager gerne imod genbrugsting, men ikke decideret affald som i dette tilfælde. Foto: Flemming Hansen

Genbrugsbutik bombarderes med affald: "Det er noget af det værste, vi har set"

Genbrugsbutikken Det Grønne Hus oplever mere og mere, at folk afleverer deres ting og sager udenfor åbningstiden

Af
Niels Idskov

Det Grønne Hus i Østergade i Helsinge tager med kyshånd imod ting og sager til genbrug, men på det seneste er folk begyndt at sætte deres overskydende sager udenfor butikkens åbningstid. Og det i et omfang, så det generer naboerne - udover at de efterladte varer jo heller ikke altid klarer kampen mod vejrets vind og væde.

Rekorden blev slået forleden morgen, da seks sorte og enkelt grå pose var smidt ved indgangen. Poserne viste sig at indeholde alt muligt affald og skrald, gamle madvarer, pap og anden emballage. Temmelig ulækkert at gå igennem for medarbejderne - og uden genbrugsværdi.

"Det er noget af det værste, som vi har set," siger Flemming Hansen fra Det Grønne Hus. I skarp konkurrence - forstår man - med resterne fra et dødsbo, som engang blev afleveret til genbrugsbutikken. Med omtrent samme ubrugelige og usmagelige indhold.

Ingen losseplads

Det burde være unødvendigt at pointere, at Det Grønne Hus ikke er nogen affaldsstation eller losseplads, men et sted, hvor man alene aflevere ting til genbrug.

- Og så vil vi bare gerne sikre os, at folk afleverer deres ting i vores åbningstid. Det er det bedste for alle, siger Kirsten Vengberg fra Det Grønne Hus.

Genbrugshuset er åbent tirsdag-fredag i tidsrummet klokken 10-16.30 og lørdag klokken 10-13.

Publiceret 25 October 2019 14:24