Nicklas Bendtner reklamerer for bettingfirmaet Paddy Power. Foto: Ritzau Scanpix.

Nicklas Bendtner reklamerer for bettingfirmaet Paddy Power. Foto: Ritzau Scanpix. Scanpix Denmark

Nicklas Bendtner: Så meget tjente jeg på underbukse-trick

Nicklas Bendtner reklamerede for det irske bettingfirma Paddy Power efter en scoring mod Portugal under EM i 2012

Der fulgte en check på knap to millioner kroner med, da Nicklas Bendtner under EM i 2012 efter en scoring mod Portugal reklamerede for det irske bettingfirma Paddy Power, skriver Ritzau.

Det afslører FC København-angriberen i bogen "Begge Sider", der udkommer tirsdag.

Planen var, at Bendtner ville hive op i kamptrøjen, så Paddy Powers navn kunne ses på underbuksekanten. Dog kun hvis han scorede et afgørende mål.

Gennem en bekendt fra Londons kasinomiljø havde angriberen fået en henvendelse fra Paddy Power to uger tidligere. Tilbuddet lød på 200.000 pund (i omegnen af 1,85 millioner danske kroner, red.).

Allerede før afrejsen til EM i Polen og Ukraine havde Bendtner fået tilsendt ti par underbukser med bettingfirmaets navn i forskellige størrelser og modeller.

Landsholdet indledte EM-slutrunden med en 1-0-sejr over Holland, men kom bagud med 0-2 mod Portugal. Bendtner reducerede til 1-2, og da han senere udlignede til 2-2, trak han op i trøjen.

Efter kampen, der endte med et 2-3-nederlag, blev Paddy Power-stuntet en stor sag. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) straffede Bendtner med en bøde på 100.000 euro (750.000 kroner), men den regning endte bettingfirmaet med at betale, skriver Ritzau.

Publiceret 04 November 2019 13:31