Pankas er netop nu i fuld gang med at opføre det planlagte asfaltværk i Farremosen.

Pankas er netop nu i fuld gang med at opføre det planlagte asfaltværk i Farremosen. "Det kommer ikke bag på os, men det er da besynderligt, at man bare kører på og ikke venter på retssagen," mener Thomas Frisch. Foto: Michael Braunstein

Borgergruppe inden retssag: "Vi håber på at vinde - og at få nogle svar"

Sagen om Farremosen ved Lillerød finder sted i retten i Hillerød 19. og 20. november

Af
Michael Braunstein

retssag "Vi håber på og forventer at få medhold. Og så håber vi, at det kommer frem i retssagen, hvad der er op og ned i det hele - at vi kan få nogle svar på, hvad der er foregået, som det ellers kan være svært at få."

Sådan siger Thomas Frisch, talsmand for borgergruppen 'En grøn kommune går i sort', inden retssagen om Farremosen, der finder sted i retten i Hillerød 19. og 20. november.

Det er Grundejerforeningen Damgårdshave, der formelt har stævnet Allerød Kommune - med påstand om, at lokalplanen for Farremosen er ugyldig.

"Vi mener ikke, at det var tydeliggjort, hvad der kunne komme til at ligge i Farremosen," siger Thomas Frisch og fortsætter:

"Vi har som borgergruppe - i modsætning til grundejerforeningen - ikke en retlig interesse i sagen og kan derfor ikke formelt stævne kommunen. Der er imidlertid medlemmer af grundejerforeningen, der også er med i borgergruppen, og man kan roligt sige, at borgergruppen er bannerfører for stævningen. Det kan også godt udtrykkes sådan, at vi har stævnet kommunen via grundejerforeningen."

"Utroligt arrogant bystyre"

Pankas er netop nu i fuld gang med at opføre det planlagte asfaltværk i Farremosen.

"Det kan vi jo ikke gøre noget ved i første omgang. Det kommer ikke bag på os, men det er da besynderligt, at man bare kører på og ikke venter på retssagen. Det er også besynderligt, at kommunen slet ikke lytter til os, men det er jo ikke meget, kommunen i det hele taget lytter til borgerne - vi har et utroligt arrogant bystyre," siger Thomas Frisch.

Talsmanden ved ikke, om sagen bliver anket, hvis kommunen vinder.

"Det kommer an på, hvad der ligger til grund for afgørelsen, og hvor klokkeklar en præmis, der er for dommen," siger Thomas Frisch, der godt kunne tænke sig at vide, hvad Allerød Kommune vil gøre, hvis man taber.

"Vil man gå ud og lovliggøre forholdene ved at lave en ny lokalplan, så Pankas og alt det andet kan blive stående? En sådan ny lokalplan skal jo også ud i høring, og der vil så givet komme mange indsigelser. Pådrager man sig ikke et erstatningsansvar?," spørger Thomas Frisch og gør opmærksom på, at der også er klager i Farremose-sagen i Planklagenævnet og hos ombudsmanden, der venter på at blive afgjort.

"En lille sejr"

Retten i Hillerød afgjorde 16. oktober, at fire vidner, som grundejerforeningen ønsker at føre i sagen, skal indkaldes. Allerød Kommune havde protesteret mod vidneførsel af de fire personer - heriblandt to tidligere byrådsmedlemmer - og begrundede det navnligt med, at det var 'unødvendigt omstændeligt.'

Men retten har altså sagt god for de fire vidner, og om den afgørelse siger Thomas Frisch:

"Det er da en lille sejr."

"Vil man gå ud og lovliggøre forholdene ved at lave en ny lokalplan, så Pankas og alt det andet kan blive stående?," spørger talsmand Thomas Frisch om scenariet, hvor Allerød Kommune måtte tabe retssagen.

Publiceret 05 November 2019 08:33