Der hører en 5.000 kvm stor grund, Tesla og pool til huset. Privatfotos

Der hører en 5.000 kvm stor grund, Tesla og pool til huset. Privatfotos

Familie dropper mægler og sætter luksusvilla til salg på Facebook med vildt slagtilbud:

Smider Tesla oven i handlen

Nordjysk familie vil prøve at bo på Island og har taget alternative midler i brug for at sælge deres hus

Af
Danni Paulsen

Det er ikke unormalt, at man kan få lidt inventar med som en del af forhandlingen i en hushandel, men en nordjysk familie har valgt at smide meget mere oven i hatten i bestræbelserne på at få solgt et hus.

Det skriver Nordjyske.dk.

Torsdag aften satte familien en luksusvilla til salg på Facebook. En stor villa med indendørs pool, 5.000 kvadratmeter smuk naturgrund med vandudsigt og en masse værelser. Men derudover får eventuelle købere også lige alt møblementet til en værdi af 200.000 kroner og enTesla P85 fra 2015 med i handlen.

Huset, der er til salg for 4,5 millioner kroner, ligger i Horne syd for Hirtshals, og bag den opsigtsvækkende salgsannonce står ægteparret Hulda og Runi Tindskard, der begge er selvstændigt erhvervsdrivende.

Sammen med deres tre børn flytter de til Island om tre uger.

"Jeg er fra Island, men har boet i Danmark i 20 år - og nu vil vi gerne prøve at bo på Island," fortæller Hulda Tindskard til Nordjyske.dk.

Parret kiggede mod Facebook, da hussalgsprocessen hos en lokal mægler i en periode ikke bar frugt.

Derfor valgte de at tage sagen i egen hånd og smide bil og møbler med i handlen. Det var nærliggende, eftersom der er ladestandere i husets garage, og fordi familien flytter i et møbleret hus med biler i garagen på Island.

Parret fortæller samtidig til Nordjyske.dk, at der ikke gik længe, før Facebook-opslaget fik potentielle købere på banen.

Allerede fredag havde parret aftalt en fremvisning, så drømmer man om en luksusvilla i det nordjyske med dertilhørende Tesla, så kan det være nu, man skal slå til.

Se parrets Facebook-opslag og mange flere billeder af huset herunder:

Publiceret 09 November 2019 10:10