Christian Bale og Matt Damon som Carroll Shelby og Ken Miles, der sammen skal skabe et vinderresultat ved Le Mans i 1966. Copyright: 20th Century Fox

Christian Bale og Matt Damon som Carroll Shelby og Ken Miles, der sammen skal skabe et vinderresultat ved Le Mans i 1966. Copyright: 20th Century Fox

Biograffilmen om Le Mans har premiere i dag

Christian Bale og Matt Damon ræser mod Oscars

Af
Daniel Bentien

Kino.dk

Film Filmen ’Le Mans ’66’ handler om optakten til det episke 24-timers Le Mans-løb i 1966, der i særdeleshed betød en dyst mellem bilfabrikanterne Ford Motors og Ferrari.

Da bildesigneren Carroll Shelby bliver hyret af Ford, er det ikke for at skabe endnu et samlebåndskøretøj til den amerikanske befolkning. Ford har nemlig besluttet, at de vil udvikle en racerbil, der kan vinde det prestigefyldte Le Mans-løb i Frankrig. Men konkurrencen er hård, især fra de forsvarende mestre fra Ferrari, og chancen for at vinde handler ikke kun om bildesign, men også om at finde den rigtige racerkører.

Le Mans-løbet i 1966 gik over i historien. Filmen ‘Le Mans ‘66’ skildrer hvorfor. Copyright: 20th Century Fox

Le Mans-løbet i 1966 gik over i historien. Filmen ‘Le Mans ‘66’ skildrer hvorfor. Copyright: 20th Century Fox

Til det formål hyrer Shelby den uregerlige men brillante Ken Miles, og sammen må de tackle både intern og ekstern modstand under forberedelserne til det ultrahårde løb.

Autentisk historie

'Le Mans '66' har Christian Bale og Matt Damon som de to autentiske hovedpersoner, hvis indbyrdes relation er et af de centrale temaer i filmen. Hvor Shelby er den fattede og forretningskyndige ingeniør, der må tackle politisk pres fra udspekulerede pengemænd i Ford Motors, er Ken Miles i sine følelsers vold, og med et privatliv, hvor økonomien og forholdet til konen ofte er udfordret, har han meget på spil. Men de to bilkyndige mænd supplerer hinanden perfekt i jagten på det ultimative mål: At vinde Le Mans-løbet for Ford.

At historien bygger på virkelige hændelser, gør bare det hele mere interessant, for udfaldet af løbet er mildest talt uforudseligt (hvis man ikke kender til det i forvejen, naturligvis).

Fra øverste hylde

Skuespillerne Bale og Damon er hentet fra Hollywoods øverste hylde, og de får begge lov til at skinne igennem i deres respektive roller i præstationer, der bør kaste Oscar-nomineringer af sig.

Det vil dog ikke være første gang, at de to herrer er i Oscar-kapløbet. Christian Bale har allerede modtaget en statuette for sin fabelagtige og udmagrede boksetræner i ’The Fighter’, mens han med kamæleonagtig forvandling har spillet vidt forskellige roller i film som overvægtig ’American Hustle’, ’The Big Short’ og ikke mindst som hårdtpumpet Batman i Dark Knight-trilogien. Matt Damon har været nomineret tre gange for sit skuespil, men det er som manuskriptforfatter på ’Good Will Hunting’, at han i 1997 fik prisen sammen med Ben Affleck.

Filmen er det seneste eksempel på en Hollywood-produktion om motorsport, der også tæller ’Driven’ og ’Rush’. Le Mans har tidligere været skildret i filmen af samme navn fra 1971 med Steve McQueen i hovedrollen. Som sidebemærkning har det legendariske motorløb en dansker som absolutte topstjerne, nemlig Tom Kristensen, der har vundet 24-timers-dysten fleste gange af alle: Hele ni sejre er det blevet til.

Instruktøren James Mangold stod tidligere bag en anden biografisk film, ’Walk the Line’ om country-stjernen Johnny Cash, men han kender også til mere tempofyldt action fra superheltefilmene ’The Wolverine’ og ’Logan’. Den erfaring bruger han især i de intense racerløb-scener, hvor pulsen for alvor ryger i vejret.

Læs mere om aktuelle og kommende film på kino.dk.

Publiceret 14 November 2019 08:42