Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Kan ikke løbe rundt: Denne Netto-butik må lukke

Netto-butikken har ikke leveret de ønskede resultater

Af
Martin Warming

Netto på Frejasvej i Hillerød lukker og slukker med udgangen af marts næste år.

Det oplyser Salling Group, der ejer Netto, i en mail til Hillerød Posten.

"I Netto har vi et klart ønske om at drive butikker, som er rentable. Andet giver ikke mening for kunderne eller os. Og trods en dedikeret indsats for at skabe den bedst mulige Netto-butik, hvilket alle fortjener stor ros for, har vi desværre ikke formået at levere de resultater, som vi havde håbet på," lyder det fra Henrik Nielsen, der er regionschef i Netto Nordsjælland.

Netto forsøgte tidligere i år at få lov til at udvide butikken på Frejasvej, men det sagde Hillerød Kommune nej til. Udvidelsen var tilsyneladende en del af redningsplanen for den lokale Netto, men med afslaget fra kommunen er der tilsyneladende ikke flere muligheder tilbage.

"Over hele linjen har alle arbejdet ihærdigt, og vi har også forsøgt at få tilladelse til at udvide butikken – og derved gøre den endnu mere attraktiv for vores gode kunder. Men det har desværre ikke muligt, må vi erkende," siger regionschefen.

Netto på Frejasvej i Hillerød lukker per 1. april 2020. Arkivfoto: Martin Warming

Netto på Frejasvej i Hillerød lukker per 1. april 2020. Arkivfoto: Martin Warming

Omplacere medarbejderne

Hvad der skal ske med medarbejderne i Netto på Frejasvej er der ikke helt styr på endnu.

"I den nærmeste fremtid vil vi forsøge at genplacere så mange af jer som muligt i vores omkringliggende butikker. Som I ved, har vi tre andre butikker i Hillerød – ligesom mange andre i området. Og jeg kan forsikre om, at vi vil gøre, hvad vi kan for at finde de bedste løsninger for jer. Vi håber nemlig, at mange af jer vil forsætte i Netto," skriver Henrik Nielsen på en seddel til medarbejderne, der er blevet hængt op i butikken.

Hillerød Posten har spurgt Salling Group, om der er planer om at åbne en butik en andet sted i Hillerød.

"Helt overordnet er det klart, at vi altid holder øje med gode lokationer – og det gælder bestemt også i Hillerød," svarer Salling Group i en mail.

Salling Group forventer, at Netto-butikken på Frejasvej lukker per 1. april 2020.

Publiceret 15 November 2019 15:32