Foto: TV2 Lorry

Foto: TV2 Lorry

Flere bilister parkerer ulovligt på handicappladser: "Det er stærkt bekymrende"

Parkeringsvagterne i Københavns Kommune uddeler flere og flere bøder til bilister, der ulovligt parkerer på handicapparkeringspladser

De er beregnet til de gangbesværede bilister, der helst skal holde tæt på deres destination, og måske også have lidt ekstra plads til at kunne komme ind og ud af bilen med en kørestol. Men i København bliver handicapparkeringspladserne i stigende grad optaget af helt almindelige bilister, skriver TV2 Lorry.

I 2017 uddelte de kommunale parkeringsvagter således 1805 parkeringsafgifter til bilister, der uretmæssigt havde parkeret på en handicapplads. I 2018 steg det til 2046 afgifter, og selvom året endnu ikke er omme, så er det tal allerede overgået i år.

En opgørelse viser, at der til og med 8. november er uddelt 2190 afgifter for ulovlig parkering på en af København kommunes handicappladser.

"Det er stærkt bekymrende. Der er jo nogle mennesker, som har et behov for de parkeringspladser, men som så ikke kan få dem, fordi de er optaget, og det betyder altså, at de får sværere ved at få deres dagligdag til at hænge sammen. Så jeg vil gerne opfordre folk til, at lade være med at holde der," siger formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen til TV2 Lorry.

På Københavns rådhus er politikerne opmærksomme på udviklingen, og de er derfor klar til at skærpe kontrolindsatsen.

"Det er jo slet ikke i orden, at man som bilist tager en parkeringsplads fra mennesker, der har et handicap, og som ikke har andre muligheder for at komme rundt i byen end at bruge deres bil," siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten.

Kommunen vil fjerne ulovligt parkerede biler

Parkeringsafgiften på 510 kroner for en ulovlig parkering er siden 2014 blevet fordoblet til 1020 kroner, hvis den sker på en handicapplads. Men kommunalpolitikerne ønsker yderligere skærpelser.

"Når man som bilist først har taget det valg at parkere på en handicapplads, og ved at man risikerer en bøde, så tror jeg ikke, at det er afskrækkende nok med forhøjede bøder. Så vi vil gerne have mulighed for at fjerne bilerne, så parkeringspladserne faktisk kan blive brugt de af de mennesker, der har et handicap," siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.

Hun har derfor anmodet transportministeren om flere forskellige sanktionsmuligheder.

"Vi har brug for hjælp fra Christiansborg, for at løse det her problem. Vi vil gerne have nogle mere drastiske værktøjer," siger hun.

Konkret har København bedt om lov til at bugsere de ulovligt parkerede biler væk.

Kommunen har også bedt om lov til at sætte hjullås på, og så har man anmodet om lov til en yderligere fordobling af parkeringsafgiften, så det i stedet for 1020 kroner vil koste 2040 kroner. Alle tre ting har transportminister Benny Engelbrecht dog afvist i et brev til kommunen.

I stedet vil ministeren overveje, om den dobbelte parkeringsafgift også skal gælde, hvis bilister blot standser på handicapparkeringspladser, men altså ikke laver en reel parkering.

"Inden jeg tager endelig stilling til, om der skal foretages en ændring af færdselslovens § 121, stk. 5, vil jeg dog bede mine embedsmænd om at vende spørgsmålet med relevante aktører, herunder politiet og KL, for at sikre mig, at en ændring ikke kan have utilsigtede konsekvenser," skriver justitsminister Benny Engelbrecht i brevet til Københavns Kommune om udvidelsen af den dobbelte parkeringsafgift.

Københavns kommune vil ansætte flere parkeringsvagter

I Københavns Kommune er politikerne skuffede over meldingen fra transportministeren. Men de fastholder, at vil løse problemet, inden det vokser sig endnu større.

Derfor har politikerne netop bedt forvaltningen om at undersøge, hvad det vil koste at lave en målrettet indsats overfor parkeringssynderne.

"Det er det, vi kan gøre lige nu, og så kan vi sætte penge af til, at der er endnu flere parkeringsvagter, der holder særligt øje med de her parkeringspladser. Det er det, vi kan gøre fra kommunens side, og så må vi håbe, at folketingspolitikerne snart vil give os flere værktøjer," siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen til TV2 Lorry.

Ansættelsen af flere parkeringsvagter vil dermed blive en del af de kommende budgetforhandlinger.

Teknik- og miljøborgmesteren er dog bekymret for, om selv det vil kunne bremse det stigende antal ulovlige parkeringer på handicappladser.

"Jeg er da bekymret for, om det er nok. For det virker jo som om, at nogle folk er villige til at betale ekstra for at tage en handicapplads. Så jeg kan jo desværre ikke garantere, at det her vil løse det, men det er lige nu, det eneste vi kan gøre," siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten

Publiceret 20 November 2019 10:14