Nikolaj Coster-Waldau spiller den dødeligt syge Max i ’Selvmordsturisten’. Foto: Scanbox

Nikolaj Coster-Waldau spiller den dødeligt syge Max i ’Selvmordsturisten’. Foto: Scanbox

Premiere: Nikolaj Coster-Waldau er tilbage i dansk film

Game of Thrones-stjernen spiller hovedrollen i ’Selvmordsturisten’, som har biografpremiere i dag

Af
Daniel Bentien

film Han er næsten ikke til at genkende med hornbrillerne og skovsneglen under næsen, men den er god nok.

Det er Nikolaj Coster-Waldau, der spiller den altoverskyggende hovedrolle i Jonas Alexander Arnbys nye danske film ’Selvmordsturisten’.

Dermed vender den dobbelte Emmy-nominerede danske stjerne tilbage i en film på de hjemlige breddegrader - selvom den faktisk foregår et sted i det kolde Norge halvdelen af tiden.

Træffer et drastisk valg

’Selvmordsturisten’ handler nemlig om den forsigtige forsikringsagent Max, der får at vide, at han har fået en uhelbredelig sygdom. Ikke nok med det:

Vejen dertil vil være slem for både ham og hans hustru. Med begge ben midt i en eksistentiel krise træffer Max et drastisk valg, men eftersom han ved alt om forsikringssager, må ingen mistænke selvmord.

Tilfældigvis har han gennem sit arbejde hørt rygter om et hemmeligt, afsidesliggende luksus-resort, der specialiserer sig i selvmord. Max forlader sin kone derhjemme og tjekker ind på det mystiske hotel for at få en værdig død, men snart opdager han en foruroligende sandhed, der får ham til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen virkelighed.

Kikset type

Med rollen som Max spiller Nikolaj Coster-Waldau mod type: Han er fåmælt, lidt kikset og tynget af sin skæbne. Vi er langt fra den martrede og udspekulerede Jamie Lannister i ’Game of Thrones’, der gennem otte sæsoner har skabt tv-historie og gjort danskeren til en verdensstjerne.

Men sådan har det selvfølgelig ikke altid været, og især i Danmark har Coster-Waldau kæmpet med typecasting pga. sit flotte ydre. Han slog igennem med Ole Bornedals mørke thriller ’Nattevagten’ i 1994, og derefter skulle man tro, at banen var kridtet op for en karriere i dansk film. Men det var i udlandet, at talentet vandt større alsidighed og anvendelighed.

Film som spionthrilleren ’Enigma’, krigsfilmen ’Black Hawk Down’ og adventure-filmen ‘Kingdom of Heaven’ gjorde brug af Coster-Waldau i mindre doser, inden han spillede charmør med dårlige vaner i ’The Other Woman’ over for Cameron Diaz.

De senere år er han dog begyndt at tage hovedroller herhjemme, og det står ofte på krævende personskildringer som i Susanne Biers dilemma-fyldte ’En chance til’, den uigennemskuelige thriller ’3 ting’ og nu ’Selvmordsturisten’.

Hans nye drama er en sjældenhed i dansk film, da der er tale om en absurd og sorthumoristisk fortælling i stil med græske Yorgos Lanthimos’ besynderlige ’The Lobster’, har referencer til Denis Villeneuves film samt en snert af tv-serien ’Back Mirror’s alternative bud på en nær fremtid. Helt dansk er den da heller ikke, for rollelisten tæller flere udenlandske navne som svenske Tuva Novotny, belgiske Jan Bijvoet og engelske Kate Ashfield. Instruktøren Jonas Alexander Arnby stod også bag den anmelderroste ’Når dyrene drømmer’, der udfordrede varulve-genren i dansk regi.

Læs mere om aktuelle og kommende film på kino.dk.

Fakta

Selvmords-

turisten

  • Genre: Drama
  • Instruktør: Jonas Alexander Arnby
  • Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Tuva Novotny, Kate Ashfield, Robert Aramayo, Jan Bijvoet, Sonja Richter, Solbjerg Højfeldt
  • Spilletid: 90 minutter
  • Land: Danmark, Norge, Tyskland

Publiceret 21 November 2019 00:00