Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Bertel Haarder i shitstorm: Gør grin med borgmesterens voldtægtssag

Hvert år leverer Christiansborgs ældste medlem, politiker Bertel Haarder (V), et tungesvirp af en julesang ved indgangen til december måned. Her stiller han på humoristisk vis skarpt på nogle af årets episoder i Folketinget og giver stikpiller til kollegaerne.

Men i år er julesangen, som netop er havnet i politikernes indbakke, ikke spor sjov. Det mener flere af Folketingets medlemmer i hvert fald.

I julesangen er der et vers, som er digtet på en af årets mest omtalte politiske sager - nemlig sagen om voldtægten begået i den københavnske teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsens, seng, skriver TV2.

Verset lyder således:

Helt anderledes hetero er Hedeager-drengen:

Én var ej nok, han vill' ha' to med i borgmestersengen!

Han møved' med dem begge, og han pilled' lidt for meget!

Han tro'de, at i Enhedslisten var der fælleseje!

MEN hvorfor skal de vær' så striks'

og hindre Enhedsliste-sex,

lad ham dog få en dejlig heks

med hjem til jul!

Rystende og uværdigt

Blandt andre Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, udtaler skarp kritik af julesangen i en mailtråd, som TV2 er kommet i besiddelse af.

"Vi taler om et menneske, som har været udsat for noget af det mest forfærdelige, man kan forestille sig. Du skal være velkommen til altid at drille Enhedslisten, men at latterliggøre voldtægt er simpelthen det laveste, jeg har set meget længe herinde. Og det siger ikke så lidt. Det er rystende og uværdigt, at det kan komme fra et folketingsmedlem og tilmed det længst siddende," skriver Pernille Skipper ifølge TV2.

jn

Publiceret 28 November 2019 17:42